Vi var mange, der nok mærkede et stænk af glæde, da den nye regering i sit regeringsgrundlag i juni slog et markant slag for landdistrikterne.
Stærkere og mere levedygtige lokalsamfund, lød ambitionen. Måske var det mest revolutionerende, når man har fulgt med i de senere år, at den nye firkløverregering ville forhindre en ny bølge af skolelukninger i landdistrikterne.
Hvis regeringens nye pulje på 500 millioner kroner til at modvirke lukningstruede folkeskoler er det konkrete svar på at indfri de vidtløftige ambitioner, så synes det flotte regeringsgrundlag allerede ved at miste en del af sin glans.
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
Følger man blot en smule med i lokalpolitik, ved man, hvor stor en ambition det er at bremse skolelukningerne. Siden kommunalreformen i 2007 er 339 folkeskoler blevet nedlagt.
Skole og bosætning hænger sammen. Skal børnefamilier vælge landsbyerne til, betyder det noget, om der er en skole til deres børn – og om de kan regne med, at den stadig eksisterer om fem eller ti år.
Derfor er de 500 millioner kroner naturligvis en kærkommen håndsrækning, men pengene står ikke mål med ambitionen.
I byen Terslev i Faxe Kommune står skismaet mellem regeringens hensigter og den konkrete virkelighed lysende klart. Her har et bredt flertal af politikerne netop indgået en budgetaftale om at lukke den lokale skole fra august 2027. Kort efter kom regeringens melding om de 500 millioner kroner.
Nu vil borgmester Mikkel Dam (LA) have svar på, om Terslev kan få del i pengene. Han har samtidig peget på, at det vil koste mere end 25 millioner kroner over fire år at bevare skolen, som den ser ud i dag.
Terslev Skole er naturligvis ikke målestok for alle landets små skoler, men regnestykket indikerer, hvor hurtigt en halv milliard kroner kan blive brugt, når pengene skal fordeles mellem pressede skoler over hele landet.
Læs også
- Kaldte minister-millioner for "katten i sækken" - nu står han med hatten i hånden
- Tidligere Terslev-borger: Red Terslev
- Borgmester ser ingen redning for Terslev Skole i nyt udspil
- Regeringen vil redde landsbyskoler
Tilmed er hjælpen midlertidig. Selv hvis pengene skulle være med til at redde Terslev Skole, består det afgørende spørgsmål: Hvad sker der, når puljen er tom?
Da statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede regeringsgrundlaget, talte hun om regeringens ønske om at skabe strukturelle forandringer af Danmark. Samtidig lovede regeringen en helhedsplan for landkommunerne.
Ja tak. For det er netop langsigtede løsninger, der er brug for, hvis regeringen vil bremse skolelukninger og gøre det attraktivt for børnefamilier at slå rødder uden for de større byer.
500 millioner kroner kan muligvis forlænget livet for få skoler, og det giver måske lidt medvind i pressen. En midlertidig pulje løser bare ikke de grundlæggende udfordringer.