Børn og unge kan møde nikotinprodukter tidligere, end mange forældre forestiller sig. Men hvad er det egentlig, børn og unge møder? Hvor let er produkterne at få fat i? Hvorfor er nikotin særligt problematisk for unge? Og hvad kan man som forælder gøre – helst inden nikotin bliver et problem?
Spørgsmål som disse bliver der mulighed for at få svar på til en aften på Holbæk Bibliotek tirsdag 5. oktober klokken 19-21. UngHolbæk inviterer til forældreaften, hvor man blive klogere på nikotin blandt børn og unge, og på, hvad man som forælder kan gøre.
Journalist Jacob Kragelund, kendt fra DR Kontant, giver et oplæg med afsæt i udsendelserne "Puff bar – Nikotin til børn" og "Afhængig af snus". Han giver et indblik i markedet bag produkterne, hvordan de finder vej til børn og unge, og hvordan børn helt ned i de yngste klassetrin kan komme i kontakt med nikotinprodukter.
Fagpersoner fra UngHolbæk bidrager desuden med viden om nikotin blandt unge og erfaringer fra det forebyggende arbejde i Holbæk Kommune.
Aftenen handler ikke kun om at opdage nikotinbrug. Den handler i lige så høj grad om forebyggelse. Hvordan tager man snakken uden at gøre nikotin mere spændende? Hvilke rammer kan man sætte? Hvad skal man være opmærksom på? Og hvad gør man, hvis ens barn allerede er begyndt at eksperimentere med nikotin?
Det er gratis at deltage, men man skal tilmelde sig gennem Holbæk Biblioteks hjemmeside.