Det er blevet mere populært blandt unge at gå i solarium de seneste år.
Omkring 14 procent af de 15-25-årige har brugt solarium mindst én gang inden for det seneste år. Blandt de 15-17-årige gælder det hver femte.
Det viser en ny undersøgelse fra Kræftens Bekæmpelse.
Undersøgelsen handler om unges solarievaner. Et repræsentativt udsnit af unge mellem 15 og 25 år er blevet spurgt om deres vaner.
Hver anden ung anser det at lægge sig under det blå lys for moderne. Det er dobbelt så mange som for 10 år siden.
Mette Lolk Hanak, der er forebyggelsesdirektør i Kræftens Bekæmpelse, ser med alvor på, at det især er de yngste, der går i solarium.
Hun mener ligeledes, at det er vigtigt at forsøge at imødegå trenden blandt de unge om, at det er blevet moderne at være brun.
- Jo yngre man er, jo mere skadelig er solarium i forhold til ens risiko for senere at udvikle hud- eller modermærkekræft.
- Det overrasker mig, at det især er de yngste af dem, vi har været ude at spørge – altså de 15- til 17-årige – der tilsyneladende er rigtig glade for at gå i solarium, siger hun.
Solariebrug øger risikoen for modermærkekræft med 20 procent, mens risikoen stiger med 60 procent, hvis man bruger solarium, før man fylder 35 år.
Mange begynder at gå i solarium, før de fylder 18 år. Blandt de 15-25-årige solariebrugere begyndte 72 procent, mens de var under 18 år.
Langt de fleste unge begyndte at bruge solarium, fordi de er nysgerrige og bare gerne vil prøve det, viser undersøgelsen.
For de unge, der i dag vælger at gå i solarium, svarer hver sjette, at det handler om at få en pæn kulør.
Men snart vil det være slut med solariet for unge under 18 år.
Sidste år fremlagde regeringen Kræftplan V, som blandt andet lægger op til, at unge under 18 år skal forbydes at gå i solarium, hvilket ifølge planen vil træde i kraft i løbet af efteråret i år.
Det glæder Mette Lolk Hanak, som håber, at lovgivningen kan være med til at udsætte de unges solariedebut eller helt forhindre dem i at begynde.
- Det er sundhedsskadeligt og farligt at bruge solarium, og det kan lovgivningen jo også være med til at signalere, siger hun.
Selvom 14 procent af de unge bruger solarium, er det markant færre end tidligere.
I 2008 lå andelen på 40 procent. Der er dog sket en lille stigning siden 2019, hvor andelen var 10 procent.
RITZAU