Det var svært at skjule forløsningen på det danske mandskab, da Gustav Isaksen halvvejs i anden halvleg sendte Danmark på sejrskurs med sin scoring til 2-0 hjemme i Parken mod Wales.
Lazio-kantens scoring var den sidste i opgøret, og dermed fik danskerne deres første tre point i efterårets Nations League-gruppe.
- Jeg er lykkelig. Det er det bedste at spille herinde (i Parken, red.), og danskerne fortjente en sejr. Jeg elsker bare at spille for Danmark, men jeg har også sindssygt dygtige holdkammerater, der hjælper mig, siger Isaksen til TV 2 Sport.
Danmark havde torsdag åbnet efterårets Nations League med et 2-3-nederlag i Norge. Der var derfor pres på allerede søndag, hvor gruppens på papiret svageste hold i form af Wales slog vejen forbi Østerbro.
Der går dog ikke længe, før danskerne igen skal i kamp. Torsdag gæster Portugals stjerner, og de kan godt regne med at møde en opsat Isaksen.
- Nu har vi to kampe mere de næste fem-seks dage, så vi skal klø på. Det er ikke nok med bare en sejr her. Nu har vi Portugal, og der findes ikke en bedre mulighed for at vise noget, lyder det fra den danske målscorer til TV 2 Sport.
RITZAU