Så gik den ikke længere for Frederikshavn White Hawks.
Efter en sæsonstart, der har budt på syv sejre i træk efter et nederlag i første kamp, kom nordjyderne søndag virkelig ned på isen, da det blev til et nederlag på 0-7 mod de forsvarende mestre fra Herning Blue Fox.
Frederikshavn har været den nye sæsons helt store historie i Metal Ligaen. Nordjyderne var suveræn bundprop i seneste sæson, men den traditionsrige ishockeyby har været forvandlet efter sommeren.
Forud for søndagens topkamp mod Herning toppede frederikshavnerne Metal Ligaen ganske suverænt. Men søndag blev opturen stoppet brat i Herning.
Der var ikke spillet meget ishockey, før værterne kom i front. Blot 48 sekunder inde i kampen fandt Mathias Bau rutinerede Morten Poulsen, der sendte pucken i nettet.
I midten af første periode skulle Herning bruge 13 sekunder af holdets første powerplay, før det blev omsat til scoring. Oliver Kiljunen var først over en løs puck tæt under mål.
Med 48 sekunder tilbage af første periode var Mathias Bau denne gang i målscorerens rolle. Den store forward fuldendte en sekvens med tungt Herning-pres.
Herning havde fuldstændig styr på frederikshavnerne, og med få sekunder tilbage af anden periode blev den i forvejen komfortable føring øget yderligere. Lettiske Oskars Cibuļskis sendte pucken helt op i det fjerne målhjørne.
Frederikshavn forsøgte i tredje periode at trykke på, men selv ikke i powerplay kunne gæsterne få hul på Hernings defensiv.
I stedet udnyttede Herning et nyt powerplay ti minutter før tid. Kiljunen blev spillet fri foran mål og scorede for anden gang i opgøret.
Kort efter øgede Martin Eskildsen, inden Morten Poulsen, der satte gang i festen, sørgede for, at det blev rigtig grimt for gæsterne.
RITZAU