Danmark tabte 2-3 til Norge i sin åbningskamp i Nations League, og derfor er en sejr over Wales i Parken søndag påkrævet.
Det fastslog den danske landstræner, Brian Riemer, på sit pressemøde lørdag.
Men det er ingen fordel for gæsterne Wales, at danskerne har lagt det pres på sig selv, mener den walisiske landstræner.
- Nej. Nogle gange skal man lade være med at prikke til bjørnen. De har et meget stærkt hold med store atletiske evner, siger Craig Bellamy.
Han udtrykker forståelse for de danske frustrationer over den kiksede VM-kvalifikation.
- Jeg fulgte deres gruppe tæt, og jeg forstår deres frustrationer over ikke at kvalificere sig, fordi de var så tæt på. Deres vej i playoff så også god ud, men igen skete det ikke.
- Jeg vil tro, at spillerne er endnu mere frustrerede end træneren, for de har et hold og en trup, der bør være med ved de store slutrunder, siger Bellamy.
Flere store danske profiler er stoppet eller er ikke til rådighed i de senere år, men den walisiske landstræner fastholder, at det danske spillermateriale, inklusive det på vej fra U21-landsholdet, er "rigtig godt".
- De har en stærk trup og en god ny generation på vej. De kontrollerer tempoet, er aggressive i deres pres og er meget atletiske.
- Næsten alle spillere er over seks fod (183 centimeter, red.), så de er utroligt farlige på dødbolde. De har alle elementerne til at være et tophold, siger Bellamy.
I højere grad end udekampen anser Bellamy hjemmekampen mod Danmark om en uge som en kamp, der skal vindes i jagten på mindst tredjepladsen i gruppen.
- Når Danmark kommer til vores bane, vil vi også se det som en kamp, der skal vindes. Så jeg forstår udmærket den danske landstræners synspunkt, og jeg ser på det på samme måde.
Nummer et og to i gruppen, der også tæller Portugal og Norge, sikrer sig overlevelse i A-laget og kvalificerer sig til slutspillet i Nations League.
De to bedste treere på tværs af fire grupper overlever ligeledes. De to dårligste treere og de to bedste firere spiller mod hold fra B-laget om overlevelse. De to dårligste firere rykker ned på næstbedste niveau.
RITZAU