Føreren af en bil med estiske nummerplader er stukket af, efter at vedkommende i sin bil natten til søndag bragede ind i en landejendom i Solrød.
Det siger husets ejer til Ekstra Bladet.
- Jeg hører et kæmpe brag i køkkenet. Jeg troede, det var et eller andet, der faldt ned. Så stormede jeg ind i stuen og så en bil, der stak næsten halvt ind i huset, siger ejeren af ejendommen til Ekstra Bladet.
Vedkommende ønsker at være anonym, skriver mediet.
Midt- og Vestsjællands Politi bekræfter over for Ekstra Bladet, at der har været et færdselsuheld på adressen, der ligger i Solrød Landsby.
RITZAU