De danske håndboldkvinder levede op til favoritværdigheden, men det var ikke uden anstrengelser, at Rumænien i sidste ende blev nedlagt med komfortable 28-20 i Bukarest.
I EHF Euro Cup, som fungerer som en opvarmningsturnering til EM senere på året, leverede de rumænske værter længe en lige forestilling, men den danske offensiv fik skruet op for kvaliteten efter pausen.
Dermed er Danmark klar til søndagens finale i træningsturneringen, hvor håndboldstormagten Norge venter. Norge vandt tidligere lørdag det andet semifinaleopgør med 27-23 over Ungarn.
Danmark blev på forhånd anset som markant favorit, men de rumænske værter formåede at drille de danske håndboldkvinder i første halvleg.
Rumænerne foldede sig i flere sekvenser ganske glimrende ud i det offensive spil, der voldte problemer for Danmark.
Et højt og skarpt rumænsk tempo skabte en føring på 11-10 efter 19 minutter. Landstræner Helle Thomsen var ikke bleg for at tage et par timeouts for at få styr på tropperne.
Det lykkedes, og Danmark matchede den offensive kvalitet. Kombineret med en usvigelig sikker Emma Friis på en række straffekast gik danskerne til pause med en føring på 17-16.
Efter pausen blev rumænernes flow bremset, mens de offensive esser skruede et gear op i det danske angreb.
Blot tre rumænske scoringer i de første 17 minutter af anden halvleg skabte tiltrængt luft i den danske føring, der med et lille kvarter tilbage lød på 24-18.
Målvogter Anna Kristensen tog i slutfasen for alvor fra i det danske mål, og det hjalp håndboldkvinderne til at rulle den i sidste ende sikre sejr i hus i den rumænske hovedstad.
RITZAU