Manchester City skal nok blive frikendt for anklagerne mod klubben.
Det siger Citys tidligere stjernespiller Rodri, efter at det fredag kom frem, at City af en uafhængig kommission er fundet skyldig i næsten alle Premier Leagues anklagepunkter.
- Vi gik gennem en lignende proces i 2020, siger Rodri ifølge AFP på Spaniens pressemøde forud for kampen mod England.
- Klubben forsikrede os, at vi ville blive renset for alle anklager, og at vi ikke ville blive straffet, fordi der ikke var gjort noget forkert. Vi stolede på klubben, og i sidste ende blev klubben frikendt.
Rodri refererer til Det Europæiske Fodboldforbunds (Uefa) dom mod Manchester City, hvor klubben blev udelukket fra europæisk deltagelse i to år for brud på Uefas økonomiske spilleregler.
I sidste ende slap klubben for straf, da den fik medhold i en appel hos Den Internationale Sportsdomstol (CAS).
Fredag skrev flere medier, heriblandt BBC og The Athletic, at Manchester City var fundet skyldig i 114 ud af 115 anklagepunkter.
Det handler især om brud på de økonomiske regler.
City er blandt andet anklaget for at have tilvejebragt forkerte oplysninger om sponsorindtægter, som er pustet kunstigt op, samt oplysninger om spilleres kontrakter.
- Jeg tror på, at klubben, som jeg kender rigtig godt, vil blive renset, når jeg tænker på, hvordan de dengang forsikrede os om, at alt var gjort efter bogen, lyder det fra Rodri, som i dag spiller for FC Barcelona.
Det vides endnu ikke, hvad straffen bliver.
Ud fra Premier Leagues regelsæt kan en eventuel straf være alt lige fra en bøde til nedrykning fra Premier League eller pointstraf eller fratagelse af titler.
City ventes at anke kommissionens dom.
RITZAU