DGI's hovedbestyrelse indstiller Christian Budde, tidligere rådmand for Venstre i Aarhus, som kandidat til posten som landsformand i idrætsorganisationen.
Det skriver DGI i en pressemeddelelse.
Christian Budde stopper som politisk leder for Venstre i Aarhus for at stille op til formandsposten.
Valget til landsformand finder sted på DGI's årsmøde lørdag 7. november 2026, hvor DGI's delegerede skal vælge en ny landsformand som afløser for Charlotte Bach Thomassen, der stopper efter otte år.
Om sit kandidatur siger Christian Budde, at han vil arbejde for, at DGI bliver "en vigtig del af løsningen på store samfundsudfordringer".
- DGI's helt store styrke er de tusindvis af frivillige ledere, instruktører og ildsjæle, som hver dag gør en forskel for den mentale og fysiske sundhed hos rigtig mange danskere.
- Og Danmark står over for markante udfordringer med stigende mistrivsel blandt børn og unge, voksende ulighed i sundhed og et stigende pres på velfærden. Her er DGI en vigtig del af løsningen, både som idrætsorganisation og samfundsaktør. Det store potentiale vil jeg være med til at forløse, siger han i pressemeddelelsen.
Christian Budde er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2008. Han har siden arbejdet som chefkonsulent i KL og været politisk aktiv for Venstre i Aarhus siden 2022.
Han har blandt andet været rådmand for sundhed og omsorg i kommunen fra 2022 til 2025 og politisk leder for Venstre fra 2020 til nu.
Hvis Christian Budde bliver valgt som ny landsformand, vil han tage over for Charlotte Bach Thomassen, der var den første kvindelige formand i en stor dansk idrætsorganisation.
DGI har 6751 foreninger. Idrætsforeningerne i DGI har knap to millioner medlemmer.
Organisationen består af otte medlemmer af hovedbestyrelsen og en landsformand.
RITZAU