Som frivillig og daglig bruger i Foreningen Ringen i Slagelse, sidder jeg tilbage med en blanding af dyb afmagt og rasende uforståenhed. Når Slagelse Kommune opsiger samarbejdsaftalen, fjernes grundlaget for Ringen eksistens – foregår det som et pennestrøg på et kommunalt budgetark. Men har I overhovedet gjort jer klart, hvad det er, I raserer ude i den virkelige verden?
I taber et hav af mennesker på gulvet. Mennesker, som i forvejen kæmper en hård kamp i deres liv, og som nu bliver overladt til total ensomhed, isolation og håbløshed.
Siden 1975 har Foreningen Ringen hjulpet et utal af mennesker på ret køl. Ringen er et helt unikt sted – et fristed, der knap nok findes mage til på resten af Sjælland. Alene hos os i Ringen er der lige nu omkring 50 mennesker, som holder sig ude af misbrug netop på grund af det fællesskab, den struktur og den menneskelige opbakning, som stedet giver. Det er 50 skæbner, der hver eneste dag kæmper for at holde fast i et værdigt liv. Hvad tror I, der sker med dem, når I låser døren og opsiger samarbejde aftalen og fjerner deres faste holdepunkt?
Når I fjerner eksistensgrundlaget for Ringen, fjerner I det sted, hvor socialt udsatte kan møde op, få en tryg snak, en hjælpende hånd med hverdagens uoverskuelige ting i et alkoholfrit miljø og vigtigst af alt: ægte relationer til andre mennesker. Hvis de her steder forsvinder, er der ingen hjælp at få i dagligdagen. Der er intet alternativ. Der er ganske enkelt intet sted at gå hen.
Det er en historisk og hjerterå fejlslutning at tro, at man sparer noget som helst ved at Nedlægge sådan et sted. Regningen bliver mangedoblet i sundhedsvæsenet, i psykiatrien og i de akutte indsatser, når folk falder tilbage i misbrug, mistrivsel og dyb krise. Men langt værre end den økonomiske regning er den menneskelige pris.
I kan ganske enkelt ikke være jer selv bekendt. I er ved at fjerne det allerstørste og sidste sikkerhedsnet under de borgere i kommunen, der har allermest brug for det. Jeg vil på det kraftigste opfordre jer politikere i Slagelse Byråd til at stoppe op, kigge os i øjnene og se konsekvenserne af jeres beslutning. Lad ikke et unikt og livsvigtigt sted fra 1975 gå til i jeres regneark.