Test af luftalarmer, protester på gaden, nyheder om våbenkapløb og meldinger om sovjetiske ubåde prægede danskernes hverdag under Den Kolde Krig. Atomtruslen fyldte meget, men alligevel har der længe været overraskende lidt konkret viden om, hvor detaljeret truslen fra Warszawapagten egentlig var.
Onsdag 21. oktober klokken 13.30 kan man i Blovstrød Sognegård høre historiker, ph.d. og seniorforsker ved Rigsarkivet Steen Andersen fortælle om Østblokkens konkrete planer for en invasion af Danmark med atomvåben.
Nyligt afklassificerede dokumenter fra polske militærarkiver samler nu brikkerne. Steen Andersen fortæller på baggrund af bogen Planerne om at eliminere Danmark, som bygger på disse kilder, om Østblokkens og især det polske militærs detaljerede planer gennem tre årtier. Han viser, at Danmark og NATO samtidig planlagde modangreb – også med atomvåben.
Materiale fra Forsvarskommandoen dokumenterer, at planerne om mulige angreb og modangreb med atomvåben ikke kun var fjern frygt, men konkrete strategier på begge sider. Foredraget viser, hvordan planer om en fuldskalainvasion af Danmark blev udarbejdet fra 1960'erne frem til Murens fald.
Man kan finde oplysninger om tilmelding på Blovstrød Kirkes hjemmeside.