Frederik og Oliver er blandt de første, der murer grønt

Frederik Kiaulen og Oliver Andersen er blandt de første elever, der har arbejdet med den grønne omstilling på mureruddannelsen.

Frederik Kiaulen og Oliver Andersen er blandt de første elever, der har arbejdet med den grønne omstilling på mureruddannelsen.

Foto: Presse

En genbrugssten ser ikke nødvendigvis ud som en ny. Lermørtlen tørrer langsommere end de materialer, murerlærlingene normalt arbejder med, og ikke alle spørgsmål har endnu et færdigt svar.

Det har Frederik Kiaulen og Oliver Andersen oplevet på hovedforløb 2 på mureruddannelsen på ZBC i Slagelse. Deres hold er den første årgang på skolen, som arbejder praktisk med de nye grønne elementer i uddannelsen.

– Det er fedt at være de første til at rykke på det og få lov til at se, hvordan det er at arbejde med. Men det kommer med både fordele og ulemper, fortæller en af de to elever.

De nye kompetencemål trådte i kraft i januar 2024. De elever, der begyndte på uddannelsen dengang, er nu nået frem til hovedforløbet, hvor viden om bæredygtigt byggeri skal omsættes til praktiske opgaver.

Materialerne bestemmer tempoet

I værkstedet har eleverne blandt andet arbejdet med genbrugssten, lermørtel, lerpuds og hampebeton. Selvom mange af arbejdsmetoderne minder om det murerarbejde, de allerede kender, stiller materialerne andre krav til planlægningen.

– Du skal virkelig planlægge dit arbejde, fordi lermørtlen tørrer voldsomt langsomt. Du kan ikke regne med at pudse samme dag, som du har lagt den, forklarer Oliver Andersen.

Faglærer Lars Jepsen har fulgt holdet gennem det første forløb. Han oplevede, at eleverne hurtigt fandt sig til rette med materialerne.

– De skulle lige vænne sig til, at materialerne opførte sig lidt anderledes. Men da de først var i gang, kom de hurtigt efter det. Eleverne er gået til opgaven med godt mod, siger Lars Jepsen.

Fordi forløbet bliver gennemført for første gang, skal undervisningen også justeres undervejs. Nogle elever nåede hele opgaven, mens andre havde svært ved at blive færdige inden for tiden.

– Jeg skal måske ændre lidt på størrelsen af opgaven næste gang. Det kan være, at den sidste del skal fordeles over endnu et skoleforløb. Men overordnet synes jeg, at opgaven passer meget fint, siger Lars Jepsen.

At eleverne arbejder med materialerne på skolen, giver dem mulighed for at undersøge deres egenskaber og lære af de fejl, der opstår undervejs.

– Det fedeste har været at få lov til at undersøge materialerne et sted, hvor det ikke er ude hos hr. og fru Danmark, og hvor det koster nogen noget, hvis vi laver fejl, siger Frederik Kiaulen.

Netop fordi holdet er blandt de første, kan eleverne ikke altid spørge en erfaren kollega, hvordan opgaven skal løses. Det kræver, at de i højere grad prøver sig frem. Til gengæld får de erfaringer med materialerne, inden de bliver mere udbredte i byggeriet.

– Vi skal være med til at være den generation, som gør, at vi bygger mere bæredygtigt og nedbringer byggeriets klimaaftryk. Man føler, at man prøver at gøre noget, når man arbejder med det her, siger Frederik Kiaulen.

Grøn omstilling i uddannelsen

Det grønne indhold er ikke et særskilt forsøg på ZBC, men en del af de ændringer, der er gennemført i uddannelsens mål og fag.

Eleverne skal blandt andet have kendskab til bæredygtighedscertificeringer, mærkningsordninger og de grundlæggende principper bag livscyklusvurderinger, også kaldet LCA. De skal desuden arbejde med materialers klima- og miljøpåvirkning, ressourceforbrug, affaldssortering, genbrug og dokumentation af deres eget arbejde.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...