Tøjbutikker trodser nethandel

Der er over 70 tøjforretninger i det centrale Roskilde og på RO’s Torv. Ringdal i Algade 6 kom til allerede i 2003.

Der er over 70 tøjforretninger i det centrale Roskilde og på RO’s Torv. Ringdal i Algade 6 kom til allerede i 2003.

Trods hårde år for detailbranchen under corona-nedlukningerne skal man stadig ikke gå langt efter tøj i Roskilde bymidte. Selv om enkelte er faldet fra de senere år, kan man hurtigt tælle til de første 25 forretninger på og omkring handelsstrøget i Roskilde, der lever af at klæde roskildenserne på. Langt hovedparten henvender sig i sagens natur til kvinder, mens omkring en fjerdedel af butikkerne begår sig i herretøj. Hvis man medregner skobutikker, undertøjsforretninger og butikker, der specialiserer sig i fritidstøj og -udstyr, så er antallet af forretninger, der lever af påklædning, et godt stykke over 30 på og omkring Algade og Skomagergade.

22 procent sælger tøj

Roskilde Kommune har i samarbejde med Roskilde Handel og Institut for Center-Planlægning oprettet et såkaldt handelsbarometer, og det viser, at antallet af tøjbutikker i det centrale Roskilde samt på RO’s Torv er gået tilbage med syv forretninger i perioden 2019-2021. I samme periode har restauranter og caféer nærmest én til én kompenseret tilbagegangen i tøjforretninger med seks nye spise- og kaffesteder, og samtidig er der kommet ikke mindre end otte nye frisørsaloner til. Dette understøtter altså den udvikling, mange har spået om, nemlig at service- og oplevelsesøkonomien gradvist vil erstatte detailhandlen. Der findes dog fortsat mere end 70 tøjforretninger i det centrale Roskilde samt på RO’s Torv, og dermed helliger hele 22 procent af de samlede erhvervslejemål sig fortsat til salg af beklædning.

Synergi og oplevelser

Disse tal fra handelsbarometeret er dog fra perioden 2019-21, og der er sket noget siden fx i Algade, hvor tøj- og livstilsforretningen Hos Simone åbnede for tre måneder siden, og dametøjskæden Butik Vivi slog dørene op i starten af marts. Med andre ord lader detailhandlens, og i særdeleshed tøjforretningernes, snarlige undergang i Roskilde til at være stærkt overdrevet.

Formand for Roskilde Handel, Torben Stevold, ser flere forklaringer på, at de fysiske tøjforretninger stadig står stærkt i Roskilde.

- Vi ser ofte, at flere butikker i samme branche i samme område skaber synergi og dermed trækker flere kunder til både fra Roskilde og oplandet. Samtidig er en dametøjsbutik ikke længere bare en tøjbutik: Du kan fx få accessoires, sko og parfume samme sted. De favner mere end før for at tage konkurrencen op mod nettet, og dermed gøre det til en oplevelse af handle, vurderer formanden.

Tilbage til butikkerne

Han noterer sig samtidig en overraskende global tendens fra amerikanske og kinesiske storbyer, hvor nethandlen er begyndt at falde til fordel for handel i de fysiske butikker. Sidst men ikke mindst har solidariteten med de erhvervsdrivende været afgørende gennem de sidste år med nedlukninger eller restriktioner under corona-pandemien.

- Den tungeste strømning er uden tvivl, at Roskildes borgere har bakket byen flot op både under og efter corona. Vi har en stærk økonomi, og mange støtter op om deres lokale butikker. Vi ser færre transaktioner, men til gengæld køber vi for flere penge hver gang, konstaterer Torben Stevold.

Kommer med sit eget

I ovennævnte Hos Simone hjælper Gitte Olsen til i datterens relativt nyåbnede butik 17. Hun har 40 års erfaring i detailhandlen og har drevet butikker i samarbejde med datteren gennem de sidste 15 år. Hos Simone er netop et eksempel på en ny tøjbutik, der også har parfumer, skønhedsprodukter, duftlys, sæber og gaveidéer på hylderne. Selv om konkurrencen er hård, er Gitte Olsen overbevist om, at de nok skal klare sig.

- Vi kommer med vores helt eget, og vi importerer 80 procent af tøjet selv. Jeg kan ikke udelukke, at du kan finde det andre steder i Roskilde, men jeg tror det ikke, siger hun.

Kan noget forskelligt

Også i Ringdal, der har ligget i Algade 6 siden 2003, har indehaver Vibeke Ringdal grund til optimisme – også selv om der er kommet konkurrenter til i Algade. For nogle år siden åbnede Norii lige overfor i Algade 5, i nummer 9 ligger Pure Copenhagen, Hos Simone i nummer 17 kom til i efteråret 2021, og nu har Ringdal fået Butik Vivi som nabo i Algade 8A.

- Det er positivt, at der kommer flere tøjforretninger til. Vi kan noget forskelligt, og jo flere vi er, jo flere trækker vi til fra hele oplandet. Samtidig kan de små specialbutikker noget, som de store ikke kan, vurderer hun.

Det positive i corona

Vibeke Ringdal oplever også, at vi vender tilbage til de fysiske butikker efter lange perioder med nedlukning og tilbageholdenhed.

- Hvis man skal finde noget positivt i corona, så er det, at folk har opdaget deres by igen. Roskilde er en rigtig god handelsby, og vi har kunnet mærke en tydeligvis lokal opbakning fra vores kunder. Der er stadig dem, der sidder og shopper på nettet. Men du finder også ud af, at det er ensomt at få det hele bragt til døren. I butikkerne har vi kontakt med hinanden, og det er mit klare indtryk at folk har nydt at vende tilbage og få den menneskelige oplevelse igen, siger hun.

Rigtigt første gang

I Mr. Monopol i Skomagergade 24 kan de med en vis ret tale med om herretøj efter snart hundrede år i branchen gennem tre generationer. Selv om Mr. Monopol har en webshop, sælger indehaverne Henrik og Tina Settrup stadigvæk langt mest i den fysiske butik, hvor de tiltrækker kunder med et bredt udvalg af tøj til mænd i alle aldre.

Corona har påvirket indkøbsmønstrene, idet mange fester har været udskudt, og det har forskubbet omsætningen. Nu ser det imidlertid ud til, at alle konfirmationer bliver gennemført i foråret, hvilket er godt nyt for Mr. Monopol, der er det naturlige klædeskab for mange konfirmander.

- I de fysiske butikker får kunderne den vejledning, de har behov for samtidig med at de prøver tøjet på. Jeg har altid set det sådan, at chancerne for at få købt noget forkert er væsentligt større, når man køber det på nettet. Samtidig har man ikke den købsoplevelse, som man har i den fysiske butik - ligesom man går glip af indkøbsmiljøet i Roskilde, fastslår Henrik Settrup.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...