Sidste sæson endte med en klar sidsteplads i Metal Ligaen og nederlag i 27 af de sidste 28 kampe. Denne sæson har budt på seks sejre i træk og en foreløbig førsteplads.
Den nye cheftræner i Frederikshavn White Hawks, Casper Stockfisch, kan ikke skjule sin glæde over ishockeyklubbens sæsonstart.
- Det er så tæt på at være en drømmestart, som det overhovedet kan være, indleder Casper Stockfisch.
- Det har været en fantastisk opstart. Ikke kun det, at vi vinder kampe, men også at mærke opbakningen til projektet og den her passion, der er for ishockey i byen. Alle vil snakke ishockey. Og se bare, hvor mange der kommer til vores kampe både ude og hjemme.
Netop den lokale opbakning har været afgørende for at få White Hawks tilbage på sporet, pointerer klubformand Peter Conradsen.
Gennem de senere år er støtten fra det lokale erhvervsliv svundet ind, så klubben måtte tidligere på året indkalde til et informationsmøde for at råbe potentielle sponsorer i landsdelen op med en plan for, hvordan klubben ville forvalte sponsorpengene.
Fremmødet var stort, og opråbet blev hørt.
- Ved fælles hjælp har mange gode kræfter og lokale erhvervsdrivende bidraget til bedre økonomi. Oven på sidste sæsons dårlige resultater er byen og kommunen rykket sammen i bussen for at værne om Frederikshavns sportsflagskib.
- Det er en medvirkende årsag til, at situationen er, som den er nu. Jo flere penge man har, jo bedre spillere kan man købe. Sådan er det bare i sportens verden, forklarer Peter Conradsen.
Formanden fremhæver ansættelsen af det nye trænerteam med Stockfisch som en vigtig faktor bag den aktuelle succes.
I første halvdel af 2026 begyndte oprydningen i klubben, og en lang række spillere forlod klubben, da sæsonen ikke længere stod til at redde.
Med Stockfisch ved roret er der sammensat en helt ny trup. Ifølge cheftræneren er 16 nye spillere kommet til, og den nye version af White Hawks har vist sig mere end konkurrencedygtig fra sæsonens begyndelse.
- Det har været et kæmpe arbejde. Hvad vi ikke har været igennem med videoklip af utroligt mange spillere i samarbejde med vores tre dygtige scouts for at skabe en gruppe, der trækker i samme retning, forklarer cheftræneren.
- Det har været en tydelig filtreringsproces, hvor vi ville bygge et hold af spillere med enormt stor fart, som er stærke på pucken. Og så er det en blanding af unge og gamle spillere og dem imellem, hvor vi har fået noget sult ind og lokale spillere med stort hjerte for klubben.
I marts fortalte Peter Conradsen, at de årlige trupomkostninger på 4,5 millioner kroner skulle hæves i retning af lønloftet på 6,5 millioner kroner. Der er man ikke helt endnu.
- Der er lidt at gøre med endnu. Lige nu har vi ramt udlændingeloftet på ni spillere, fordi vi har lejet en målmand ind og en importspiller på kort kontrakt, så vi ryger ned på syv og får muligheden for igen at hente importspillere.
- Men det skal være fornuftigt og bæredygtigt. Vi bruger ikke penge, vi ikke har. Så vil vi hellere blive nummer tre eller fire end at vinde guld med et drønende underskud, påpeger Peter Conradsen.
Casper Stockfisch er allerede godt tilfreds med sin trup, men udsigten til, at lønloftet ikke er nået, er en god bonus.
- Det er absolut en fed hånd at sidde med, når vi allerede har et konkurrencedygtigt hold.
Nordjyderne har på stribe nedlagt Sønderjyske, Rødovre, Rungsted, Odense, Aalborg og Esbjerg.
- Hvis jeg siger, jeg ikke er overrasket over vores gode start, lyder jeg ekstremt arrogant, og siger jeg, at jeg er overrasket, lyder det, som om jeg ikke helt tror på truppen, så jeg vil nøjes med at sige, at jeg er rigtig glad for at være her, når vi lige har fået 16 nye spillere ind.
Hvad det kan række til i sæsonen, vil Stockfisch helst ikke snakke om. Fredag og søndag venter en lakmustest i form af sidste sæsons DM-finalister Herlev og Herning.
- Jeg er lidt kedelig, når jeg bliver stillet det spørgsmål. Målet er, at vi i alle kampe er kompetitive. Det er gået rigtigt godt indtil videre, og det skal vi forsøge at ride videre på.
RITZAU