Hvordan får vi mere ud af det, vi allerede har – og mindre i skraldespanden?
Det er et spørgsmål, der er omdrejningspunktet, når Havarthigaarden, Frivilligcenter Rudersdal og medlemmer af det grønne Omstillingsnetværk inviterer til grøn omstillingsdag onsdag 7. oktober klokken 16-20.
Her kan alle i lokalområdet blive klogere, få ny inspiration og prøve kræfter med konkrete løsninger. Det foregår på Havarthigaarden, der bliver fyldt med aktiviteter, værksteder, smagsprøver, samtaler og fællesskab.
På dagen kan man blandt andet møde Tina Donnerborg, chef for Røde Kors Genbrug, Rasmus Erichsen, stifter og direktør i Stop Spild Lokalt, Karen Gottschalck fra Center for Bæredygtigt Forbrug og Lene Askgaard Hyldtoft, som står bag borgerforslaget om mere direkte genbrug på genbrugsstationerne i Rudersdal.
Der bliver også masser af muligheder for selv at være med i forskellige værksteder og boder. Der vil være tøjbytte, syning af stofposer, loppemarked, svampetur og meget andet.
Dagen sluttes af med fællesspisning, som Dansk-Syrisk Kulturforening står for.
Det er gratis at deltage, men man skal tilmelde sig på NemTilmeld.