En 79-årig kvinde er sigtet for spirituskørsel efter et færdselsuheld på Nyledsbakken i Nykøbing Sjælland torsdag eftermiddag.
Ifølge politiet kørte kvinden mod øst ad Nyledsbakken, da hun i svinget ved Saxilds Alle fortsatte lige ud og kolliderede med en modkørende bil ført af en 46-årig mand fra Nørre Asmindrup.
Ingen personer kom til skade ved sammenstødet, men begge biler fik skader.
Da politiet kom frem til stedet, blev den 79-årige testet med et alkometer, som viste en for høj promille. Hun blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. Der blev desuden udtaget en blodprøve, som skal fastslå den præcise alkoholpromille. Kvinden blev senere løsladt.