Birkerød Gymnasium, HF, IB og Kostskole får ny leder, når Anders Lassen tiltræder som rektor 1. november. Det skriver gymnasiet i en pressemeddelelse.
Anders Lassen har fungeret som vicerektor på Kruses Gymnasium i Farum siden 2017, hvor han også har varetaget stillingen som konstitueret rektor. Han har desuden erfaring som uddannelsesleder på Egedal Gymnasium og HF og har undervist på Kruses Gymnasium.
- Jeg glæder mig utrolig meget til at skulle stå i spidsen for Birkerød Gymnasium. Det er et meget traditionsrigt gymnasium med en lang historie i Birkerød, jeg bliver en del af, og jeg vil arbejde hårdt for at gymnasiet skal beholde sin unikke blanding af at være et velansøgt lokalt gymnasium med en stærk international IB-profil og en stor kostskole, siger han og fortsætter:
- For mig er det vigtigt at BG i høj grad også er elevernes skole. Et sted, hvor de ud over læring og dannelse også har mulighed for at udfolde sig socialt, musisk, sportsligt og kreativt, og have mulighed for at lave og deltage i et væld af klubber og udvalg. Det glæder jeg mig til at samarbejde med eleverne om, siger Anders Lassen.
Han ser frem til at udvikle gymnasiet, så det passer til den fremtid, som både gymnasier og elever der ind i.
- Der kommer til at være mange forandringer i uddannelsessektoren i de kommende år, og det er min ambition at jeg, sammen med den øvrige ledelse og medarbejderne, fortsat udvikler gymnasiet i den ånd af stort elevengagement, høj faglighed og dannelse, som præger skolen i dag. BG skal også efter 2030 stå som et stærkt uddannelsestilbud og en god arbejdsplads, der tiltrækker dygtige medarbejdere, siger Anders Lassen.
Vicerektor Helene Vejbjerg Lindemann fortsætter som konstitueret rektor frem til Anders Lassens første arbejdsdag 1. november.