Regeringen vil i 2027 og frem afsætte knap 800 millioner kroner til tiltag, som ifølge Justitsministeriet styrker politiet og Politiets Efterretningstjenestes (PET) arbejde i forhold til det aktuelle trusselsbillede.
Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.
Ministeriet oplyser til Ritzau, at regeringen vil afsætte pengene i forbindelse med sit kommende finanslovsforslag. Det ventes at blive præsenteret inden længe.
Meldingen kommer, efter at Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) torsdag kom med en ny vurdering om truslen fra Rusland.
- Det står nu klart, at den sikkerhedspolitiske situation er yderligere forværret, og at det også kan have betydning for sikkerheden herhjemme, herunder for forsvarsindustrien og for den kritiske infrastruktur.
- Vi investerer derfor massivt i en sikkerhedspakke, der skal styrke politiet og PET i de kommende år, siger justitsminister Nicolai Wammen (S) i pressemeddelelsen.
Han tilføjer, at det blandt andet betyder, at "vi får en af de største udvidelser af politistyrken i de seneste mange år".
- Det betyder også, at vi vil investere i kapaciteter, der kan styrke forebyggelsen og håndteringen af hybride hændelser, siger Wammen uden at uddybe yderligere.
Ritzau har bedt Justitsministeriet om at blive mere konkret, i forhold til hvad pengene skal gå til, men der henvises til pressemeddelelsen.
Politiforbundet kalder det en "historisk styrkelse af dansk politi".
- I dansk politi mærker vi presset hver dag. Krigen i Europa, et skærpet trusselsbillede, stigende cyberkriminalitet og geopolitiske spændinger i blandt andet Arktis stiller større krav til politiet end nogensinde før, siger forbundsformand Heino Kegel i en pressemeddelelse fra Politiforbundet.
- Samtidig kæmper dansk politi med at løse utallige andre opgaver. Derfor vil de mange nye medarbejdere uden tvivl gøre en mærkbar forskel for politiets muligheder for at løse både nye og eksisterende opgaver, siger han.
I FE's trusselsvurdering står der blandt andet, at det ikke længere kan udelukkes, at Rusland, som er i krig mod Ukraine, vil invadere et Nato-land. Men det er usandsynligt, vurderer FE også.
RITZAU