Efterårsferien står for døren, og her byder Reersø Museum på en rejse tilbage i tiden. Søndag 11. og lørdag 17. oktober, fra klokken 12.00 til 15.00, åbner museet for en oplevelse udover det sædvanlige.
De engagerede frivillige ifører sig historiske dragter, og det lille ildsted i museets køkken tændes op for at byde besøgende på en levende smagsoplevelse.
Endnu er det ikke bestemt, hvilke retter, der kommer på menuen, men øvelsen er godt i gang. Museets eneste lille ildsted kan give nogle udfordringer, men de frivillige arbejder hårdt for at sikre, at alle får en god oplevelse. Selv om der findes mange gamle opskrifter, er der nogle smage, de frivillige tvivler på, vil falde i dagens smag.
I begyndelsen af 1800-tallet bestod de fattiges kost primært af grød, sild og brød, og smagen spillede en mindre rolle end mæthed. Denne tradition vil man kunne opleve i løbet af efterårsferien på Reersø Museum.
Udover smagsoplevelser byder museet også på forskellige håndarbejdsaktiviteter i stuen.