Efter to optrædener i testkampe fik Filip Jørgensen torsdag sin første tællende kamp for Danmark.
Det var en blandet oplevelse, erkender den 24-årige Strasbourg-keeper efter 2-3-nederlaget i Nations League.
- Jeg synes, de startede bedst. De fik et tidligt mål, og så fik de nummer to, hvor jeg skulle have gjort det bedre.
- Jeg kommer ikke hurtigt nok ned, og bolden går mellem mine ben. Det skulle jeg have gjort bedre, siger Jørgensen om Erling Haalands 2-0-scoring.
Det hjælper ikke synderligt på humøret, at han senere i første halvleg leverede en stor redning, da midtbanespilleren Patrick Berg afsluttede fra tæt hold.
- Nej, det synes jeg ikke, det er bare mit arbejde. Jeg skal redde bolde. Men jeg ved også, hvor godt jeg kan gøre det, og hvilken god sæsonstart jeg har haft, så jeg skal bare køre videre, siger Jørgensen.
Han er mere fornøjet over i første omgang at være foretrukket til den målmandspost, der har stået ledig efter Kasper Schmeichels karrierestop.
- Jeg er kæmpeglad og stolt, og jeg er meget taknemmelig over at spille på landsholdet. Det er en stor ære, og det er en drøm. Og så må vi bare se, hvad der sker, siger Jørgensen.
Jørgensen og West Hams Mads Hermansen har af landstræner Brian Riemer været bragt i spil til startopstillingen, og indtil videre har Jørgensen ikke fået at vide, om han står igen mod Wales på søndag, fastslår han.
RITZAU