Som junior var han verdens bedste. Mod slutningen af sit første seniorår venter han stadig på sin første sejr.
Cykeltalentet Noah Lindholm oplever lige nu det, mange cykelryttere har erfaret før ham: at springet fra at køre mod jævnaldrende til at konkurrere med voksne kan føles temmelig stort.
- Jeg gik fra, at jeg vandt en masse sidste år, til at jeg ikke har haft nogen sejre i år. Ikke endnu i hvert fald, konstaterer den 19-årige nordsjællænder, der fredag er en del af Danmarks U23-landshold i linjeløbet ved VM i Montreal.
Der findes ikke nogen officiel verdensrangliste for juniorer. Men flere statistiksider om cykelsport publicerer deres egen rangering på baggrund af rytternes resultater.
Her sluttede Noah Lindholm sidste sæson som klar nummer et, og han blev belønnet med en toårig aftale med Red Bulls udviklingshold.
Et prædikat som verdens bedste junior avler naturligvis forventninger. Og den unge dansker har fra starten af sæsonen været indstillet på, at der bliver holdt særligt øje med ham.
- Selvfølgelig har der været opmærksomhed på mig. Der har været forventninger, men det er ikke noget, jeg ser som noget negativt. Det er bare en bekræftelse på, at jeg gør noget rigtigt, siger Noah Lindholm.
Springet op i voksenklassen har været stort. Og det gjorde ikke sagen nemmere, at en knæskade forhindrede ham i at køre cykelløb hele foråret.
Først fra juni kunne han kontinuerligt sidde i et cykelfelt.
- Det har været et turbulent år. Det tog lang tid at komme mig over min skade, og derfor blev det en supersvær start. Derfra er det dog gået godt, formen er blevet bedre og bedre, og jeg er glad for, hvor jeg er nu.
- Når man tager skridtet op til U23-klassen, er det vigtige, at man kan se andre små sejre i ens udvikling og de ting, man gør. Resultaterne kan jo også afhænge meget af den rolle, man har i de forskellige løb, siger Noah Lindholm.
Resultaterne er blevet bedre, som sæsonen er skredet frem, og han viste god VM-form, da han i starten af september blev nummer to på en kuperet etape i Tyskland.
Derfor passer VM-ruten med sine mange stigninger også det danske holds yngste mand godt.
- Det er lige præcis det, jeg allerbedst kan lide. Den er rigtig hård med en masse højdemeter.
- Det er måske årets vigtigste dag. Vi har et superstærkt hold og er i en situation, hvor vi kan spille nogle forskellige kort, da vi ikke har en kæmpefavorit. Det tror jeg, kan være en fordel for os, siger Noah Lindholm.
På længere sigt er målet at køre sig en kontrakt på Red Bulls World Tour-hold, og derfor bliver næste sæson vigtig for klatretalentet.
- Jeg skal helt klart i gang med at vinde igen. Men det må komme, når det kommer. Jeg synes selv, jeg er på vej fremad, og håber nu, at jeg kan få en supergod vinter, så jeg kan være klar til næste sæson, siger Noah Lindholm.
U23-rytternes VM-linjeløb bliver skudt i gang fredag klokken 15 dansk tid.
RITZAU