Erhvervsstyrelsen har fjernet 1,3 millioner ulovlige varer fra onlineplatformen Fruugo.
Det oplyser Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse torsdag.
Styrelsen har blandt andet fået fjernet selvantændende opladere, farlige bamser og giftig kosmetik.
Varerne er både farlige for forbrugerne og i strid med fair konkurrence, fremgår det af meddelelsen.
- Produkterne udgør ikke alene en alvorlig sikkerhedsrisiko for europæiske forbrugere. De underminerer også den fair konkurrence på EU’s indre marked og skader europæiske virksomheder, står der i meddelelsen.
Ifølge erhvervs- og konkurrencekraftminister Martin Lidegaard (R) skal EU stramme grebet om disse onlinemarkedsplatforme.
Samtidig skal platformene tage mere ansvar for de produkter, der sælges på deres hjemmeside, lyder det.
- Det kommer vi til at arbejde hårdt på fra dansk side, og jeg kommer til at tage det op med kommissær Stéphane Séjourné på dagens møde, udtaler ministeren i meddelelsen.
Martin Lidegaard er torsdag rejst til Bruxelles, hvor han skal mødes med EU's kommissær for velstand og industriel strategi, Stéphane Séjourné.
Under mødet skal de blandt andet drøfte EU-Kommissionens kommende forslag til en ny produktlov.
Onlineplatformen Fruugo opererer i mere end 40 lande og havde sidste år 300 millioner besøg på sine hjemmesider, fremgår det af selskabets hjemmeside.
Frem til udgangen af 2025 havde Fruugo håndteret mere end 30 millioner ordrer på verdensplan til en samlet værdi af 1,2 milliarder pund.
Det svarer til omkring 10 milliarder kroner.
RITZAU