Patrick Dorgu kan udfylde flere roller på en fodboldbane, og den alsidighed ser han som en fordel.
Men at blive kastet rundt som en slags hybridspiller på trænerens taktiktavle kan også være en hæmsko.
På landsholdet er Dorgu til de kommende fire kampe i Nations League tiltænkt en offensiv rolle, men han er også en gardering som back.
- Jeg vil helst have én fast position. Det er nemmere at arbejde ud fra på træningsbanen. Men mange spillere kan i dag spille flere positioner, siger Dorgu.
Gennembruddet fik han i den italienske klub Lecce, som brugte Dorgu i begge sider både defensivt og offensivt. Her lærte han kunsten at forsvare, men han viste sig også frem offensivt.
Det fik Manchester United til at hente Dorgu i starten af 2025, og siden er han blevet brugt på flere forskellige positioner. I øjeblikket kæmper han mest for at få spilletid som kantspiller i venstre side.
- Jeg vil bare gerne være på banen uanset hvilken position. Jeg startede professionelt som venstre back, så det er det mest naturlige for mig, men jeg kan også spille de offensive positioner, som jeg spiller i United, siger Dorgu.
I starten af denne sæson har Dorgu fordelt spilletiden i venstre side i United med Luke Shaw, Matheus Cunha og Marcus Rashford. Nogle gange som back, andre gange som offensiv kantspiller.
- Der er hård konkurrence om pladserne fra dygtige spillere. Der er en venstreback (Shaw, red.), der har været i United i 12 år. Og så er Rashford lige kommet tilbage fra Barcelona, hvor han gjorde det godt.
- Vi har også Cunha, der gjorde det godt i de måneder, hvor jeg var skadet. Så det er tre rigtig gode spillere, som har gjort det godt i Premier League.
- Det er en udfordring, men det er også det, der kan gøre mig bedre som fodboldspiller, at jeg konkurrerer med så gode spillere.
- Jeg kan lære fra dem, og når jeg så får chancen, så skal jeg vise træneren, at han kan stole på mig, siger Dorgu.
Danmarks kamp mod Norge spilles i Oslo og går i gang torsdag klokken 20.45.
RITZAU