Digteren Rainer Maria Rilke døde for 100 år siden, og Rudersdal Kammersolister mindes mesteren for den stemningsfulde og tankevækkende poesi ved en koncert i Holte Kirke 4. oktober klokken 15. Skuespiller Thomas Bang læser op af digtene, der gennem generationer har begejstret det litterære publikum, men i de senere år også er gået viralt på TikTok, skriver Rudersdal Kammersolister i en pressemeddelelse.
- Mange unge SoMe-profiler er blevet grebet af ordene, der giver sprog til følelser, man ikke selv kan udtrykke, og popikonet Lady Gaga har sågar tatoveret et Rilke-citat på sin arm. Vi har udvalgt digte, der handler om kærligheden, verden, livet og det ukendte, fortæller violinist Christine Pryn.
Koncerten er den første i sæsonen af Cool Concerts – en koncertrække, hvor musikken sættes i perspektiv gennem forskellige temaer. Til at illustrere Rilkes på én gang sanselige og dybsindige poesi har Rudersdal Kammersolister valgt både gammel og ny musik, står der i pressemeddelelsen.

Publikum kan opleve mørk og overraskende moden musik komponeret i 1876 af den dengang kun 16-årige Gustav Mahler. På programmet er også et værk fra 2023 af den danske komponist Ejnar Kanding, der gennem årtier har brugt Rilkes digte i sin musik.
Som ved de fleste Cool Concerts indgår der musik, som – så vidt vides – ikke har været spillet i Danmark før.
- Denne gang har vi fundet frem til den franske komponist Jean Huré, der levede samtidig med Rilke og selv skrev små digte i sine noder. Det er virkelig fantastisk musik, som alle vil kunne lide, så det fortjener at blive spillet, siger Christine Pryn.
Billetter sælges via billetten.dk eller ved indgangen.