Flere projektiler skudt gennem dør og ind i Aarhus-lejlighed

Der blev natten til torsdag affyret flere skud mod døren til en lejlighed i en opgang i Aarhus V.

Nogle af projektilerne var gået igennem indgangsdøren og ind i lejligheden, der ligger på Rydevænget. Ingen blev ramt.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag.

Det var en mand, der klokken 04.38 ringede til politiet og fortalte, at der lige var blevet skudt mod hans dør.

Politikredsen har torsdag morgen været på adressen og brugt hunde til at søge efter spor i området.

Det er lidt efter klokken 10 torsdag ikke lykkedes politiet at finde gerningspersonen. Der er heller ikke noget signalement af personen, der skød.

Politiet har en hypotese om, at skyderiet har en forbindelse til et skyderi mod en bolig i Hasselager sydvest for Aarhus natten til lørdag.

- Vi har en klar formodning om, at de to handlinger er målrettet en eller flere personer, men vi er overbeviste om, at de i nat tog fejl af adressen, og at beboeren derinde intet har at gøre med sagen, siger politiinspektør Brian Voss Olsen i en pressemeddelelse.

Det er uklart, hvordan der blev skudt mod døren.

Politiet hører meget gerne fra vidner, der har set mistænkelige personer eller køretøjer i området omkring klokken 04.38. Desuden beder politiet om, at beboere i området tjekker, om de kan have relevant videoovervågning, eventuelt fra en bil.

I løbet af torsdagen vil politiet være ved adressen på Rydevænget for at foretage yderligere undersøgelser, og borgere kan henvende sig til betjente i området, hvis de har spørgsmål.

Politiet vil intensivere patruljering i de områder, hvor der er blevet skudt, i den kommende tid.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...