Kendte forfattere mødes med unge i Sorø

Victor Boy Lindholm er en af de danske forfattere, der kommer forbi Sorø Bibliotek.

Victor Boy Lindholm er en af de danske forfattere, der kommer forbi Sorø Bibliotek.

Foto: Kenneth Pihl Nissen

Tre danske forfattere kommer til Sorø for sprede læseglæde hos kommunens unge.

- Læsning er meget andet end lektier, pensum og analyser, som de fleste unge kender det fra folkeskolen eller gymnasiet. Det er også fællesskaber i fritiden, berigende samtaler, stilhed, refleksion og ikke mindst glæden ved at lytte til oplæsning, skriver Sorø Kommune i en pressemeddelelse og fortsætter:

Det kan opleves ved tre arrangementer, hvor kendte danske forfattere tager unge med ind i litteraturens magiske verden på Sorø Bibliotek. Arrangementerne hedder Unges Litteraturrum og efterårets gæster er Josefine Klougart, Victor Boy og Sofie Riis Endahl.

Ifølge projektkoordinator Gustav Aitken, har det været vigtigt, at de unge kan genkende deres eget liv i forfatterne, de skal opleve.

- Noget af det, jeg glæder mig allermest til, er at give andre unge oplevelsen af at tale med forfattere, der sætter ord på det levede liv, vi unge er en del af, siger projektkoordinator Gustav Aitken.

- Og ser man på forfatterlisten er der stor sandsynlighed for, at der vil opstå samtaler om store aktuelle temaer. Josefine Klougarts forfatterskab er blandt andet kendt for at have naturen som omdrejningspunkt i nogle meget sanselige fortællinger, Victor Boy har en kritisk stemme omkring forbrugersamfundet og taler ind i menneskets ansvar i en verden præget af økologiske kriser. Og endelig har vi 26-årige Sofie Riis Endahl, der taler direkte ind i ungdomsliv og identitet i en autentiske tone, skriver alstå Sorø Kommune.

- Jeg har et stort ønske om, at alle de unge, der kommer og oplever Unges Litteraturrums forfattergæster, går derfra med en endnu større forståelse af dem selv og deres liv og relationer. Hvis vi kan lykkes med at give de unge det – gennem litteraturen – er det en meget stor succes, siger Gustav Aitken.

Josefine Klougart gæster Unges Litteraturrum mandag 5. oktober mellem klokken 15 - 18. Victor Boy Lindholm gæster Unges Litteraturrum mandag 26. oktober klokken 15 - 18, og Sofie Riis Endahl kommer forbi Unges Litteraturrum mandag 30. november klokken 15 - 18.

Arrangementer er for unge i alderen 15 - 25 år. Det er gratis at deltage, og man kan møde op uden at booke billet. Læs mere på Sorø Biblioteks hjemmeside www.soroebib.dk.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...