Der dufter af fugtig jord og nyplukkede blomster på den lille sommerhusgrund i Vellerup. Langs vejen står den hjemmelavede gratis-bod, hvor forbipasserende gennem årene har kunnet hente squash, bønner, æbler og buketter uden at skulle have pungen op af lommen. På et håndskrevet skilt står der: "Værsgo' - pluk blomster til din kone."

Det er svært at forestille sig et mere præcist billede på Erik Knudsen.

Eller Knuds, som de fleste kendte ham som.

For de færreste husker ham først og fremmest som gartner, håndværker eller foreningsmand. De husker ham som et menneske, der altid havde tid til en snak, en hjælpende hånd eller et godt råd, og som havde den særlige evne, at man følte sig lidt rigere, lidt klogere eller lidt gladere, når man gik derfra.

Onsdag den 16. september sov han stille ind. Med ham har lokalsamfundet mistet en af de mennesker, som ikke bare fyldte et rum, når de trådte ind i det, men som satte spor omkring sig gennem et helt liv.

Som uddannet gartner brugte Erik Knudsen årtier på at få ting til at gro. Fra 1971 til 1991 ledede han gartneriet på ungdomshjemmet Skibbyhøj, og senere skabte han sin egen virksomhed, Knudsens Hus- og Haveservice. Kunderne lærte hurtigt hans motto at kende: "Den klarer jeg."

Det var ikke tomme ord

Tværtimod virkede det ofte, som om Knuds fandt en særlig glæde i de opgaver, som andre havde opgivet på forhånd. Hække skulle reddes, drivhuse repareres, træer beskæres eller problemer løses, og på en eller anden måde lykkedes det næsten altid. Ikke nødvendigvis fordi han havde alle svarene fra begyndelsen, men fordi han nægtede at give op, før arbejdet var gjort.

Men selv om han var en dygtig gartner, er det nok ikke planterne, der er groet bedst i hans hænder.

Det er mennesker.

I årtier var han en drivkraft i Oldtidsfolket, middelaldergrupper og et væld af aktiviteter for områdets børn og unge. Her lærte børn at skyde med flitsbuer, bygge primitive hytter, sejle på tømmerflåder og bruge hænderne til noget, som ikke kunne klares på en skærm. Knuds troede på, at børn udvikler sig ved at prøve ting af, tage ansvar og mærke verden på egen krop.

Hans faste vending lød:

"Her er alt tilladt ... men det er ikke alt, der er en god idé."

Det var sagt med et glimt i øjet, men bag ordene gemte sig en livsfilosofi. Han gav børn frihed under ansvar, og han havde en sjælden evne til at få dem til at tro på, at de kunne mere, end de selv anede. Mange af de børn, som klatrede i træer, fældede stammer med stenøkser eller kæmpede mod blæsten på Isefjorden sammen med Knuds, er i dag voksne mennesker. Men de bærer stadig noget af ham med sig.

Da han som 74-årig besluttede sig for at gå på pension, havde de fleste nok forventet, at han ville sætte tempoet ned. I stedet kastede han sig med samme energi over den store produktionshave på sommerhusgrunden i Vellerup. Jorden blev pløjet op, komposteret og dyrket fra ende til anden, og alt fra kartofler og bønner til blomster og frugt voksede frem under hans omhyggelige omsorg.

Vandet blev samlet i store regnvandsbassiner, og hver eneste liter blev sirligt registreret i notesbøger. Han holdt styr på forbruget med en præcision, som ville have gjort de fleste revisorer misundelige, men afgrøderne beholdt han sjældent for sig selv.

De blev lagt ud i gratis-boden ved vejen.

Det var nemlig typisk for Knuds, at glæden lå i at give videre.

Mange vil huske ham for det spørgsmål, som han nærmest gjorde til sit personlige slogan:

"Har du noget, du lige står og mangler?"

Spørgsmålet var sjældent tom høflighed. Ofte fandt han allerede mens samtalen stod på et stykke værktøj, nogle materialer, lidt grøntsager eller en løsning på det problem, man stod med. Og hvis nogen var kommet i økonomiske vanskeligheder, hændte det også, at han diskret fandt den karakteristiske seddelrulle frem fra lommen.

Mennesker, der var tæt på ham, kan fortælle, hvordan han voksede op med 1950'ernes nøjsomhed og bar den med sig hele livet. Men samtidig var han fremsynet og forud for sin tid, når det handlede om bæredygtig tankegang, fortæller de.

Han købte sjældent noget til sig selv, reparerede frem for at kassere og så muligheder der, hvor andre så affald. Til gengæld var han bemærkelsesværdigt gavmild over for andre.

Det gjorde hans hjem til et naturligt samlingspunkt.

Gav mere end han tog

Naboer kom forbi med fisk, æg eller hjemmebag. Venner stak hovedet indenfor til en kop kaffe. Andre lagde blot vejen forbi for at få en snak. For hos Knuds var der altid plads ved bordet, og man gik sjældent derfra uden både at have fået noget med hjem og fået verden sat lidt i perspektiv.

Han var samtidig et menneske med utallige interesser. Om vinteren garvede han skind, spandt uld, flettede kurve, vævede, byggede vogne, fremstillede historiske dragter og lavede alt fra sæbe til musikinstrumenter. Det virkede næsten, som om han aldrig kunne lade hænderne være i ro, og hans nysgerrighed blev ved med at drive ham frem, længe efter at mange andre ville have sat sig til rette i lænestolen.

Når venner, naboer og tidligere børn fra hans aktiviteter i dag taler om ham, handler det derfor sjældent om de konkrete ting, han byggede eller dyrkede.

De taler om følelsen af at være blevet set.

Om følelsen af altid at være velkommen.

Om et menneske, der gav mere, end han tog.

Og måske er det derfor, så mange har svært ved helt at forstå, at Knuds ikke længere er her. For mennesker som ham er sjældne. De bliver en del af landskabet omkring os, lidt som et stort gammelt egetræ, der står så længe og så solidt, at man tror, det altid vil være der.

Nu er træet faldet.

Men overalt omkring det spirer de frø, det satte gennem et langt liv. Og i de mennesker, han hjalp, støttede og inspirerede, lever Knuds videre.