Hvert år bliver 959 danske enfamiliehuse revet ned og erstattet af et nyt hus på samme grund, viser tal fra Aalborg Universitet. Det koster ressourcer og belaster klimaet, og nogle gange forsvinder et stykke af den historie og arkitektur, der giver vores byer og villakvarterer deres særpræg.
Derfor er boligminister Jacob Marks planer om at gøre det sværere at rive ned grundlæggende fornuftige. Men der er noget, ministeren ikke må glemme.
- Denne leder udtrykker Sjællandske Nyheders holdning.
Jacob Mark vil blandt andet give kommunerne mulighed for at indføre et "bevar eller forklar"-princip. Udgangspunktet skal være, at et hus bevares, medmindre der er en god grund til at rive det ned. Samtidig overvejer ministeren en nedrivningsafgift og vil gøre det lettere at renovere og omdanne eksisterende bygninger. Og det er nok i virkeligheden den sidste del, der bør fylde mest.
For et hus er privat ejendom. Har man købt det og betalt for det, skal man have stor frihed til at bestemme over det. Det må politikerne ikke glemme.
Et hus er ganske rigtigt også en del af en vej, et kvarter og et bymiljø. Når først en smuk, gammel villa er jævnet med jorden, får vi den ikke tilbage, og derfor er det rimeligt, at fællesskabet i nogle tilfælde har en interesse i, hvad der sker med den.
Men vi kan ikke forvente, at ejeren alene betaler prisen. For det er ærlig talt let at stå på fortovet og begræde, at endnu en gammel villa forsvinder. Det er lidt noget andet at stå som ejer med et utæt tag, gamle installationer og udsigten til en renovering, der bliver dyr og besværlig.
Derfor bør politikerne bruge mere tid på at finde ud af, hvordan man gør det mere attraktivt at bevare frem for sværere at rive ned. Det kræver enklere regler og større fleksibilitet, når gamle huse skal tilpasses moderne behov. Det skal ikke være næsten lige så besværligt at renovere et gammelt hus som at bygge et nyt, og krav til eksempelvis isolering og brandsikkerhed skal give mening i den bygning, man faktisk står med.
Og så bør økonomien selvfølgelig også spille en rolle. Hvis samfundet gerne vil have boligejerne til at bevare frem for at rive ned, nytter det ikke meget, hvis den løsning samtidig er markant dyrere.
Det er ærgerligt, hvis en god idé ender som endnu en afgift, boligejere skal betale, mens de venter. Jacob Mark bør vende rækkefølgen om: Gør det billigt at bevare, før man gør det dyrt at rive ned.