Charlottenlundspejderne har modtaget Gentofte Kommunes Klimapris 2026 for deres arbejde med at gøre bæredygtighed, natur og klima til en del af spejderlivet for mere end 120 børn og unge.
Borgmester Michael Fenger overrakte prisen på 25.000 kroner ved Gentofte Folkemøde 2026. Spejderne arbejder blandt andet med genbrug, upcycling, biodiversitet og klimavenlig mad. Spejderne har desuden udviklet spejdermærket Biotopdetektiv, som er brugt i samarbejde med Grøn Guide Gentofte og Gentofte Kommune. Her har spejderledere fra hele kommunen fået værktøjer til at formidle viden om biodiversitet og natur til børn og unge.
- Hos Charlottenlundspejderne bliver klima og natur til noget helt konkret. Børn og unge får mulighed for selv at prøve ting af og opleve, at de kan være med til at gøre en forskel. Samtidig bliver de grønne vaner en del af et fællesskab, hvor de bliver lært og givet videre fra årgang til årgang. Det er netop den form for lokal handling, som Klimaprisen skal være med til at anerkende, siger borgmester Michael Fenger.
Klimaprisen uddeles hvert år til et initiativ, der arbejder nyskabende med lokale klimaudfordringer og omsætter FN's verdensmål til handling i Gentofte. I år var der to kandidater til prisen. Ud over Charlottenlundspejderne var samarbejdet mellem KDY og NORDEN i Tuborg Havn nomineret for at etablere kunstige rev til gavn for biodiversitet under havoverfladen.
- De to initiativer er meget forskellige, men de viser begge, hvordan gode idéer og lokalt samarbejde kan omsættes til konkret handling. Den grønne omstilling lykkes ikke alene gennem planer og strategier. Den bliver også til virkelighed, når borgere, foreninger og virksomheder tager del og skaber løsninger i hverdagen og i vores fællesskaber, siger Michael Fenger.