Europæiske forsvarsvirksomheder har fået ny opmærksomhed fra investorer i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine, og nu er der endnu flere penge på vej.
Danmarks Eksport- og Investeringsfond (Eifo) og pensionsselskabet Danica investerer henholdsvis 500 millioner kroner og 375 millioner kroner i forsvarsfonden DTCP Defence Fund.
Fonden har indtil videre rejst 3,4 milliarder kroner, som skal investeres i ikke-børsnoterede vækstvirksomheder, der udvikler software og teknologi til blandt andet droner, satellitter, overvågning og cybersikkerhed.
Mindst 75 procent af investeringerne skal foretages i Europa, og målet er at ende med en portefølje på mellem 20 og 25 virksomheder.
Mads Kaagaard, der er administrerende direktør i Danica, forventer ikke kun, at investeringen giver et attraktivt afkast.
- På samme tid er investeringen med til at understøtte vigtige samfundsbehov for styrket sikkerhed, vækst og modstandsdygtighed i Danmark og Europa, siger han.
Hos Eifo glæder administrerende direktør Peder Lundquist sig over, at investeringen kan være med til at styrke den europæiske forsvarsindustri.
- Det her er vores hidtil største forsvarsinvestering, som er med til at skabe en stærk fond, der investerer netop der, hvor kapitalbehovet er størst, siger han.
DTCP Defence Fund har allerede foretaget to investeringer, idet den har købt norske Six Robotics og britiske Kraken Technology Group.
DTCP etablerer i forbindelse med investeringen et nyt, nordisk hovedsæde i København næste år.
Blandt de øvrige investorer i den nye fond finder man Porsche SE og Deutsche Telekom.
Eifo er en statsejet fond, der er sat i verden for at stille risikovillig kapital til rådighed for danske virksomheder.
Fonden er en fusion af Eksportkreditfonden, Vækstfonden og Danmarks Grønne Investeringsfond.
RITZAU