Et arkæologisk fund af et skelet under en udgravning bekræfter forskeres opdagelse af en kirkeruin fra nordboerne i Grønland.
Det oplyser Nationalmuseet i en pressemeddelelse.
Skelettet blev fundet i august ved området Qinngua nær Narsarsuaq beliggende i Sydgrønland.
Her har fundet bekræftet den længerevarende mistanke om, at en kirke har eksisteret netop der.
Det skyldes, at ruinerne ved findestedet udgør en firkantet stenmur i midten, og det er ofte forbundet med tegn på en kirke, lyder det.
Det betegnes som en afgørende opdagelse.
- Inuitter begraves i stendækkede kamre, mens nordboere begraves på kirkegårde, så alt peger i samme retning, også de skriftlige kilder, siger seniorforsker og forskningsleder bag projektet Christian Edelfelt Koch Madsen.
Ifølge Danmarks Nationalleksikon er nordboerne en betegnelse for de islandske kolonister, som bosatte sig i Sydvest- og Sydgrønland i slutningen af 980'erne.
Det menes, at de opretholdt et samfund frem til midten af 1400-tallet.
- Kirkerne var nøglepunkter i nordboernes samfund, og de er derfor afgørende for at forstå, hvordan samfundet og især magten udviklede sig, siger Christian Madsen.
Området, hvor ruinen er, ligger nær Brattahlíð ved Eriksfjorden, der er kendt for at være Erik den Rødes hovedsæde.
Han var en norskfødt viking, der udforskede Grønland og grundlagde Østerbygden.
Et skelet fundet i det område tyder i retning af, at man har fundet et gravsted.
Et østvendt skelet henleder opmærksomheden på en kristen begravelse, og så kan der ikke længere være tvivl om en kirke, mener forskningslederen.
Forskerne analyserer prøver fra fundet, men med et skelet, der har armene langs siden, tyder det på tidlig middelalder.
Også kirkens store størrelse og de tilhuggede sten dateres til 1100-1300-tallet.
- Det er en sensation, som betyder, at vi skal gentænke hele områdets betydning for nordboerne.
Det er mere end 60 år siden, at forskere senest opdagede en kirke fra nordboere i Grønland.
Dengang var det kirker fra den tidlige vikingetid. Denne gang centrerer det sig om en større kirke, som formentlig har været anvendt op igennem middelalderen.
I alt er seks kirker i det område blevet fundet. Tre af dem fortsætter deres virke op i middelalderen.
- Det virker, som om at der i dette område nærmest var et kapløb om at bygge kirker og altså derved vise magt og position.
- Uanset betyder fundet, at vi må se området i et nyt lys og genoverveje nordboernes opbygning og magtstrukturer i middelalderen, siger Christian Madsen.
RITZAU