Politiet advarer mod ulovlig deling af videoer i drabssag i Esbjerg

Syd- og Sønderjyllands Politi advarer mod ulovlig deling af videoer med relation til et formodet drab i Esbjerg mandag.

Videoerne er delt i en story på det sociale medie Snapchat og via private beskeder, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Mandag fjernede politiet den offentlige video samt lukkede den profil, den var sendt fra. Video fra de private beskeder er nu delt med flere personer. Det tager politiet "stærk afstand fra".

- Der er tale om videoer, som ikke skal udbredes. Det kan være strafbart at videredele videoer med relation til drabssagen. Derudover er der også et stærkt hensyn at tage til de efterladte til den afdøde, siger Sønke Iwersen, der er vicepolitiinspektør ved Syd- og Sønderjyllands Politi.

En 39-årig mand blev tirsdag varetægtsfængslet i surrogat i fire uger. Han har erkendt sig skyldig i at have dræbt sin 37-årige bofælle, der blev fundet død i Esbjerg mandag.

Når en person varetægtsfængsles i surrogat, dækker det over, at vedkommende ikke fængsles i en almindelig arrest. I dette tilfælde er manden frihedsberøvet på en retspsykiatrisk afdeling.

Flere personer, som har modtaget Snapchat-beskederne, er blevet afhørt af politiet. De afhøringsrapporter blev læst op i Retten i Esbjerg.

Ifølge TV Syd beskrives Snapchat-videoerne som optagelser, hvor sigtede står i bar overkrop med blod i ansigtet. Her skulle sigtede have forklaret, at han havde "gjort noget forfærdeligt" og "slået X ihjel".

Ifølge en af de afhørte filmede den 39-årige også den 37-årige i sengen. Her skulle han have fortalt, hvad han havde gjort, og hvordan det var foregået.

Ifølge flere medier fremgår det af sigtelsen, at den 37-årige blev stukket med kniv i halsen.

Den sigtede 39-årige har selv forklaret, at han startede dagen med at tage amfetamin, hvorefter han satte en vask over.

Ifølge TV Syd udtalte den 39-årige selv, at han er "alvorligt psykisk syg". Det drejer sig om paranoid skizofreni og en gammel hjerneskade, lyder det.

Manden skal nu mentalundersøges, fordi der endnu ikke foreligger en lægelig vurdering af ham, skrev mediet tirsdag.

Politiet fik melding om drabet mandag morgen klokken 07.52 og rykkede derefter ud til lejligheden på E. Hansens Vej i Esbjerg.

På stedet blev den 39-årige anholdt og mistænkt for drabet.

Vicepolitiinspektør Sønke Iwersen har oplyst til TV Syd, at de to mænd kendte hinanden i forvejen, og begge var tilmeldt adressen i Esbjerg.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...