Bosted indgår forlig efter kvinde døde med ætsningsskader

Nanna Kirstine Dahl havde downs syndrom og intet sprog. I 2024 døde hun efter at have fået ætsningsskader

Familien til Nanna Kirstine Dahl, der i 2024 afgik ved døden efter ætsningsskader på et bosted, har indgået et forlig med bostedskæden Habitus.

Det fortæller familien til TV 2 Kosmopol.

Familien havde stævnet bostedet i august, fordi deres 30-årige datter fik ætsningsskader, mens hun var i bostedets varetægt.

Med forliget har Nanna Kirstine Dahls forældre og bror til sammen fået 383.864 kroner, skriver TV 2 Kosmopol.

- Jeg synes, at det giver en afslutning. Vi stævnede dem for at få dem til at erkende et ansvar, siger Nannas Kirstine Dahls far Sonny Dahl til mediet.

- Med dette forlig mener jeg 100 procent, at Habitus lægger sig fladt ned og indrømmer, at de havde et ansvar.

- Der er jo ikke nogen, som betaler for ingenting. Hvis de var 100 procent sikre på, at de ikke have noget ansvar, havde de jo taget retssagen, siger faren videre.

Nanna Kirstine Dahl havde downs syndrom og infantil autisme, og hun havde intet sprog. Derfor boede hun på det private bosted HabitusHuset Ny Mårumvej i Græsted.

På bostedet fik Nanna Kirstine Dahl ætsningsskader, og 1. juni 2024 afgik hun ved døden. Hun blev 30 år.

Socialtilsynet valgte senere at lukke bostedet.

Dødsfaldet blev anmeldt til politiet, men i december måned 2024 standsede Nordsjællands Politi efterforskningen, fordi ingen kunne gøres ansvarlige i sagen, stod der i en redegørelse fra politiet, som TV 2 Kosmopol dengang kom i besiddelse af.

Nordsjællands Politi sagde blandt andet nej til at lave retsmedicinske undersøgelser af Nanna, selvom Rigshospitalet tilbød det. Det har politiet efterfølgende beklaget.

Ansatte og forældre har til TV 2 Kosmopol fortalt, at de ikke mener, at Nanna Kirstine Dahl kan have påført sig den ætsende væske, der førte til de store ætsningsskader.

Politiet skrev i deres redegørelse fra december 2024, at det "forekommer mindre sandsynligt skadernes karakter taget i betragtning," at Nanna Kirstine Dahl selv skulle have "påført sig en ætsende væske" - selvom det ikke kan udelukkes.

Nanna Kirstine Dahls forældre valgte at klage over afgørelsen, og i april 2025 besluttede Statsadvokaten i København, at Nordsjællands Politi skulle genoptage sagen.

Nordsjællands Politi valgte efterfølgende at lukke efterforskningen for anden gang.

14. august i år valgte familien at stævne bostedet. Nu overvejer de, om de også skal stævne politiet, skriver TV 2 Kosmopol.

Mediet har forsøgt at få en kommentar fra bostedskædens direktør Martin Godske. Han er ikke vendt tilbage.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...