Det er to hold og to landstrænere, der kender hinanden rigtig godt, som torsdag mødes på Ullevaal i Oslo.
Det har den norske kreatør Martin Ødegaard mærket de seneste dage, hvor han er blevet forberedt på mødet med Danmark i Nations League.
Ståle Solbakkens kendskab til Brian Riemer og Danmark har skinnet igennem.
- Ståle kender træneren, hans idéer og spillerne godt. Han fremsagde deres startopstilling på tv forleden, og det er ikke altid, det sker. Man mærker, at han kender danskerne godt, siger Ødegaard.
Arsenal-anføreren har i årevis fulgt med fra tv-skærmen ved store slutrunder, når Danmark og Sverige har været med.
Men efter sommerens norske kvartfinale ved VM, hvor Danmark slet ikke var med, er balancen ved at tippe. Ødegaard håber, at tendensen fortsætter torsdag.
Han udtrykker dog respekt for det danske hold - også i den nuværende udgave, efter at en stribe rutinerede spillere er stoppet.
- Måske mangler de allerstørste profiler lige nu. Ofte har det været Christian Eriksen, som på en måde har været den, vi har set op til.
- Men deres midtbane er fuld af spillere fra de bedste hold i verden, og Rasmus Højlund har vist, at han er en klassespiller. Generelt er det et meget solidt hold med spillere fra øverste niveau, siger Ødegaard.
Den norske stjerne blev på onsdagens pressemøde spurgt, hvem fra det danske hold han helst så på det norske hold, og fremhævede Fulhams midterforsvarer Joachim Andersen.
- Joachim Andersen har været en meget solid spiller i Premier League gennem lang tid. Hver gang jeg har mødt ham, har jeg tænkt, at han er rigtig god. Både defensivt, men også med bolden. Han kan slå afleveringer hvor som helst hen og er en meget god spiller, siger Ødegaard.
Danmark og Norge er ud over hinanden i gruppe med Portugal og Wales i Nations League. De to bedste hold i gruppen kvalificerer sig til Nations Leagues slutspil i foråret 2027.
RITZAU