Sigtelse: Lille pige voldtaget på offentligt toilet

Politiet mistænker en 37-årig mand for adskillige voldtægter af en pige begået på et offentligt toilet, da hun var mellem 10 og 12 år gammel.

Det fremgår af en sigtelse mod manden, som onsdag er blevet læst op ved et retsmøde i Retten på Frederiksbergs dommervagt.

Den sigtede mand nægter sig skyldig, men hans forklaring i sagen samt de øvrige detaljer fra politiets efterforskning forbliver indtil videre hemmelige, da dommeren besluttede, at retsmødet skulle foregå for lukkede døre.

Inden dørene blev lukket, læste anklager Jacob Westh imidlertid sigtelserne mod manden op. Her fremgik det, at politiet mistænker manden for at have voldtaget pigen adskillige gange i perioden fra sommeren 2024 og frem til sommeren i år.

Ifølge sigtelsen skulle manden være mødtes med pigen ved forskellige lejligheder, og på et offentligt toilet ved Brønshøj Torv i København skulle han ifølge sigtelsen have voldtaget hende.

Manden er desuden sigtet for blufærdighedskrænkelse af samme pige ved at have sendt hende videoer af personer, som har samleje. Han har angiveligt også sendt hende et billede af sin erigerede penis, lyder det i sigtelsen.

Ved onsdagens retsmøde besluttede dommeren, at den 37-årige mand skal have udstrakt sin anholdelse i tre døgn. Herefter skal anklagemyndigheden så tage stilling til, om man igen vil fremstille manden med henblik på varetægtsfængsling.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...