Mens statsministeren slukker geopolitiske ildebrande, ulmer det i krogene af det danske rige. Ulighederne mellem rige og fattige kommuner står tydeligere og tydelige frem. Det kan ses på borgernes uddannelsesniveau, deres sundhed, indtægt og især behov for hjælp fra det offentlige.
Det kan høres på borgernes utilfredshed og de lokale politikeres efterlysning på reel hjælp til at udvikle deres områder. Økonomi- og indenrigsminister Pia Olsen Dyhr kunne derfor passende sætte ind med samme iver efter at få landet til at hænge sammen indadtil, som hendes regeringschef har haft med at holde på tøjlerne i Rigsfællesskabet udadtil.
Venstres Iben Krog, der også er valgt til Regionsråd Østdanmark efterlyser i bl.a Radio IIII en reel politisk indsats for at udvikle landdistrikterne, og foreslår, at man gældssanerer Lolland, der skylder staten over en milliard.
Hvert år afdrager kommunen sin gæld med omkring 120 millioner – heraf bliver noget refunderet gennem udlingningsordningen, men når boet gøres op, er der ingen ender, der mødes.
Lolland Kommune kan se mod et 2027-budgetunderskud på over 100 millioner, men er ikke alene om at være klemt på økonomien. Halsnæs, Faxe, Guldborgsund og Vordingborg har søgt – og fået – et særtilskud fra staten til at lappe på økonomien.
Det siger sig selv, at man ikke kan få ret meget velfærd for et budgetunderskud i millionstørrelsen. Men man kan heller ikke løse problemerne med ekstraordinære klat-tilskud. Derfor har Iben Krog en pointe. Den politiske vilje, vi har set i beskyttelsen rigets grænser og sikkerhed, bør også kunne iagttages indadtil i et land, der er ved at knække over.
Hvis det kommunale selvstyre i de fattigste kommuner ikke skal reduceres til retten til at spare, så skal det store fællesskab sætte en stopper for den negative spiral og bidrage til reel udvikling.
Der må gerne være forskel på by og land. Selvfølgelig er der flere busafgange og skoletandlæger i storbyen. Selvfølgelig er afstandene større og biograferne færre i landkommunerne. Sådan er vilkårene.
Men samfundskontrakten er den samme for alle. Vi bidrager hver især efter evne, og vi modtager efter behov. Det bør gælde for både borgere og kommuner. Ellers hænger landet ikke sammen.