Der var både skraldebiler, genbrugslegetøj og hotdogs, da årets Ejerdag blev afholdt på Allerød Genbrugsplads. Det var en dag med fokus på både læring, fællesskab og gode oplevelser, som skulle give borgerne indblik i affaldets værdikæde og samtidig sætte genbrug og bæredygtighed i øjenhøjde for de yngste besøgende.
De fremmødte ejere blev budt velkommen af borgmester Clara Rao, og de besøgende kunne blandt andet høre om affaldshierarkiet og få indsigt i, hvordan man kan reducere mængden af affald til nedgravning. Allerød Kommune og Repair Café Allerød havde hver deres stand på dagen.
Mange familier havde taget børn og børnebørn med, og børnene kunne blandt andet komme op i førerhusene på en skraldebil, en fejemaskine og en stor gravemaskine. Da børnene havde udforsket de mange køretøjer, kunne de udvælge genbrugslegetøj og tage det med hjem.
Genbrugsvejlederne havde samlet og udstillet store mængder brugbart legetøj i et lokale på pladsen. Her var alt fra barbiedukker og puslespil til cykler og musikinstrumenter, skriver Norfors i en pressemeddelelse.