Kræftramte med senfølger får nu klar vej til hjælp

De nye retningslinjer for behandling af senfølger efter kræft er en del af initiativerne i Kræftplan 5 fra sidste år. (Arkivfoto).

De nye retningslinjer for behandling af senfølger efter kræft er en del af initiativerne i Kræftplan 5 fra sidste år. (Arkivfoto).

Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Fremover skal ingen patienter, som er ramt af senfølger efter kræftbehandling, være i tvivl om, hvor de kan få hjælp.

Med nye retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen bliver det lettere for patienter at få den rette behandling, oplyser Sundhedsministeriet.

De udstikker for første gang en klar rollefordeling mellem nye regionale senfølgeklinikker i hele landet, praktiserende læger og sygehuse til forskellige grader af senfølger.

- For nogle vil rådgivning og hjælp hos egen læge være tilstrækkeligt, mens andre med mere indgribende senfølger har brug for en mere specialiseret behandling, skriver ministeriet i en pressemeddelelse.

Op mod 60 procent af kræftpatienterne rammes af senfølger efter deres sygdom eller behandlingen.

Det kan være smerter, kronisk træthed, angst, seksuelle problemer og nedsat hukommelse.

Ifølge sundhedsminister Ida Auken (S) kan senfølger have store konsekvenser for menneskers arbejdsliv, familieliv og livskvalitet.

- Nu sørger vi for, at de mennesker kan få den hjælp, de har brug for, så de ikke bliver efterladt alene efter at have overlevet en så alvorlig sygdom, siger hun i en pressemeddelelse.

Med retningslinjerne får de praktiserende læger ansvar for milde senfølger. Fra 2027 skal patienterne blandt andet tilbydes en opfølgende samtale og en individuel plan.

Regionernes forebyggelsestilbud får ansvar for moderate senfølger, når ansvaret flyttes fra kommunerne i 2027.

De regionale senfølgeklinikker skal tage sig af komplekse senfølger, hvor flere problemer optræder samtidig og påvirker patientens funktionsevne betydeligt. Det kan være smerter, søvnproblemer og depressive symptomer.

Svære senfølger, der er knyttet til kræftbehandlingen, skal fortsat behandles på sygehuset.

Patientforeninger som Kræftens Bekæmpelse, Brystkræftforeningen og Senfølgerforeningen har tidligere kritiseret, at der har manglet ensartede tilbud på tværs af landet, og at patienter har risikeret at ryge ned mellem to stole i sundhedsvæsenet.

De nye retningslinjer er en del af initiativerne i Kræftplan 5 fra sidste år.

Som del af planen blev det samtidig vedtaget at oprette senfølgeklinikker med tilbud om behandling af komplekse senfølger i alle regioner.

De sidste klinikker er klar til henvisninger her i efteråret, oplyser ministeriet.

Med tidligere diagnoser, forbedrede operationer og ny medicin overlever flere patienter i dag en kræftdiagnose end nogensinde før.

Flere end 400.000 mennesker i Danmark lever i dag med eller efter en kræftdiagnose.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...