USA's præsident, Donald Trump, siger i forbindelse med underskrivelse af Grønland-aftale i New York City, at "det har været en fantastisk rejse med vidunderlige mennesker".
Han henviser til statsminister Mette Frederiksen (S) og Jens-Frederik Nielsen, der er formand for Naalakkersuisut, Grønlands regering.
- Det bliver et langt og fantastisk samarbejde, siger Trump ved en underskrivelsesceremoni.
Ikke alle detaljer i aftalen, som handler om sikkerhed og forsvar, kendes endnu. Men Trump har udtalt, at USA vil bygge yderligere to amerikanske militærbaser i Grønland.
Den nye aftale skal nu igennem en godkendelsesproces i parlamenterne i Grønland og Danmark.
Trump har ved flere lejligheder ytret et ønske om at eje Grønland, men han svarer ikke på, om han fortsat vil det efter underskrivelsen af aftalen.
- Vi elsker Grønlands folk, siger han.
Trump sagde i sin tale ved FN's Generalforsamling inden underskrivelsen, at USA "med det samme" vil etablere en militær tilstedeværelse og bygge "to store militærbaser" i Grønland.
Af den offentliggjorte aftale fremgår det, at det er ved Narsarsuaq og Mestersvig, at USA må oprette "et yderligere forsvarsområde".
USA får også tilladelse til at "modernisere og udvide sine aktiviteter" i Pituffik Space Base, der er den eneste nuværende amerikanske militærbase i Grønland. Den er tidligere kendt som Thulebasen.
Fra Mette Frederiksen lyder det i forbindelse med underskriften, at det er "en aftale, der kan vare for evigt":
- Den her dag repræsenterer en milepæl i vores langvarige samarbejde.
Jens-Frederik Nielsen betoner, at det er en "aftale med os" og ikke "om os". Han kalder det "en win-win-agreement" (aftale, red.).
- Det er en kæmpe dag, tilføjer den grønlandske regeringsleder.
RITZAU