Supercykelstien Ring 3-ruten, der løber langs den nyåbnede letbane, er officielt åbnet.
Ruten forbinder Ishøj, Vallensbæk, Brøndby, Glostrup, Rødovre, Herlev, Gladsaxe og Lyngby-Taarbæk kommuner og giver pendlere langs Ring 3 bedre mulighed for at cykle til arbejde og kombinere cykelturen med letbanen på de længere ture.
Supercykelstierne er typisk eksisterende kommunal cykelinfrastruktur, som opgraderes, forbedres og forbindes, så de bliver til pålidelige, regionale pendlerforbindelser.
Samtidig bliver de skiltet og afmærket fra start til slut, så de er lette at bruge, og de kommunikeres, så pendlerne bliver klar over, at de findes.
- Med Ring 3-ruten får vi endnu et godt alternativ til de mange Ishøjborgere, der pendler til og fra arbejde eller uddannelse hver dag. Den nye supercykelsti gør det lettere at vælge cyklen til, enten hele vejen eller som en del af rejsen med letbanen. Som borgmester er jeg optaget af at gøre det nemt at træffe de sunde valg i hverdagen, og derfor er jeg glad for, at Ishøj nu bliver endnu bedre forbundet med resten af hovedstadsområdet, siger Merete Amdisen (S), borgmester i Ishøj Kommune, i en pressemeddelelse.
Hendes borgmesterkollega i Vallensbæk, Henrik Rasmussen (K), er enig.
- I Vallensbæk er vi glade for cyklerne. Vi har en ambition om, at det skal være nemt at komme rundt for alle, og vi arbejder benhårdt for de gode cykelvaner. Med god infrastruktur, cykelkampagner, lånecykler til vores skoleelever og cykelaktiviteter på tværs af generationer. For når alt kommer til alt, handler det om at vise vejen og selv svinge sig op på sadlen. Derfor håber jeg, at vi nu vil se endnu flere cyklister derude på supercykelstierne, siger han.
Supercykelstierne i Region Hovedstaden er et samarbejde mellem 27 kommuner om at skabe sammenhængende cykelinfrastruktur på tværs af kommunegrænserne i hele regionen.
I 2026 har Supercykelstisamarbejdet 268 km etableret supercykelsti fordelt på 17 ruter, der forbinder 21 af samarbejdets 27 kommuner. Visionen er over 850 km supercykelsti på flere end 60 ruter i 2045.
I gennemsnit er cykeltrafikken på de 16 supercykelstier steget med 52 procent, fra før ruterne blev etableret til et år efter ruternes åbning. Derefter stiger cykeltrafikken i gennemsnit seks procent om året.
40 procent af dem, der er helt nye cyklister, tog før bilen.
