Østre Landsret har tirsdag omgjort byrettens afgørelse om at løslade en 39-årig mand og en 26-årig kvinde, der er sigtet for salg af Hamas-tøj.
De varetægtsfængsles i fire uger, oplyser anklager Oliver Hjeresen fra Københavns Vestegns Politi.
Tirsdag eftermiddag er de sigtede, der er kærester, endnu ikke anholdt.
Afgørelsen om fængslingen kommer, mindre end en uge efter at en dommer i Retten i Glostrup bestemte at løslade dem.
Ud fra en samlet vurdering af sagen mente byretsdommeren, at en fortsat fængsling af de sigtede var uproportionel.
Den kendelse kærede anklagemyndigheden til Østre Landsret, der har ændret byrettens kendelse.
Landsretten mener ikke, at der er et proportionalitetsproblem, og begrunder varetægtsfængslingen med, at der er en risiko for, at de to mistænkte kan påvirke efterforskningen og gentage den forbrydelse, de er sigtet for.
Den 39-årige mand og 26-årige kvinde er sigtet for at have fremmet en terrororganisation og billiget et terrorangreb ved at have solgt og forsøgt at sælge forskellige tøjartikler med motiver, der relaterer sig til den militante, palæstinensiske bevægelse Hamas og angrebet på Israel den 7. oktober 2023.
EU betegner Hamas som en terrororganisation.
Salget er ifølge politiet foregået på nettet, blandt andet via en hjemmeside og på sociale medier.
Det er ikke første gang, at de to sigtede bliver løsladt og fængslet igen inden for samme uge.
De har siddet varetægtsfængslet siden midten af april i år, men blev 23. juni løsladt med samme begrundelse, som byretsdommeren kom med i torsdags.
Dengang kærede anklagemyndigheden også kendelsen, som Østre Landsret også dengang omgjorde.
Efter knap en uge på fri fod kunne politiet derfor anholde dem igen.
Oliver Hjeresen er tilfreds med landsrettens kendelse tirsdag.
- Det er jo ret sjældent, at landsretten på det samme grundlag har omgjort byrettens afgørelse to gange, lyder det fra Hjeresen.
I kendelserne om varetægtsfængsling har både landsretten og byretten vurderet, at der er en begrundet mistanke om, at de er skyldige i at fremme en terrororganisation og i at billige terror.
Både manden og kvinden nægter sig skyldige i sagen.
RITZAU