HH Elite skulle ikke langt omkring for at finde afløseren til Jakob Larsen, som stopper i klubben, når cheftrænerens kontrakt udløber ved udgangen af sæsonen.
Håndboldklubben skriver på sin hjemmeside, at valget er faldet på Ronni Boy, der hidtil har været assistent i klubben.
Fra sommeren 2027 og tre år frem får han hovedansvaret, og det er sportsdirektør Simon Lindhardt helt tryg ved.
- Ronni er på mange måder den perfekte træner til den retning, vi ønsker for HH Elite. Han er lokal, han kender klubben og vores værdier, og så har han et rigtig godt kendskab til mange af de spillere, som kommer til at udgøre fremtidens hold.
- Han har haft flere af dem som ungdomsspillere og ved derfor, hvad de står for, og hvad der skal til for at udvikle dem, siger sportsdirektøren.
Ronni Boy stod også kortvarigt med ansvaret for håndboldkvinderne i Horsens under slutspillet i 2025.
Ud over at være assistent er han i dag træner for klubbens U19-hold og talentchef i moderklubben Horsens Håndboldklub.
- Det betyder rigtig meget for mig at få muligheden for at fortsætte min rejse i klubben. Jeg har været her i ni år, og det er blevet en meget stor del af mit håndboldliv, siger den kommende cheftræner.
- Vi skal selvfølgelig vinde håndboldkampe og skabe resultater. Men vi skal også holde fast i det, klubben er rigtig god til - at udvikle unge spillere og give dem muligheden for at slå igennem. Det arbejde brænder jeg for. Jeg føler, at vi har et rigtig godt fundament, men også at der er meget mere at bygge på, lyder det fra Ronni Boy.
RITZAU