- At håbe der falder en krukke med guld ned fra himlen er ikke forsvarlig økonomisk politik

SF er ude af budgetforhandlingerne

SF kan ikke finde fælles fodslag med de andre partier i årets budgetforhandlinger.

SF kan ikke finde fælles fodslag med de andre partier i årets budgetforhandlinger.

Foto: J.C. Borre Larsen

Vordingborg Kommunes borgmester Michael Seiding Larsen (V) havde håbet, at alle partier ville bakke op om kommunens budget for 2027-2030. Men efter tirsdagens forhandlinger står det indtil videre fast, at det bliver uden SF. 

Den Korte Version
  • SF trækker sig fra Vordingborg Kommunes budgetforhandlinger for 2027-2030.
  • Borgmester Michael Seiding Larsen ønskede enstemmig opbakning til budgettet.
  • SF kritiserer manglende lydhørhed for økonomisk ansvarlige forslag.
  • Marie Lenstrup afviser at love urealistiske budgetløfter.
  • SF præsenterer eget budgetforslag ved kommunalbestyrelsesmødet 7. oktober.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

- Som et ansvarligt parti har vi løbende i forhandlingerne forsøgt at trække budgettet i en mere økonomisk ansvarlig retning, samtidig med at vi har markeret politiske visioner for kommunens fremtid uden at møde nogen lydhørhed for vores bekymringer, siger SF's gruppeformand, Martin Graff Jørgensen. 

Store besparelser

Som tidligere nævnt i Sjællandske er der overskud på kommunens budget for 2027. Derimod ser det sort ud i overslagsårene 2028-2030. 

Ifølge Martin Graff Larsen har borgmesterens blå flertal for travlt med at brænde penge af i 2027 for så at efterlade store huller i overslagsårene. 

- Det kan være, at vi efter 2027 skal findes besparelser for 30-40 millioner kroner om året, siger Martin Graff Jørgensen til Sjællandske. 

Ifølge Martin Graff Jørgensen er det for usikkert, at Michael Seiding Larsen håber på, at der engang om nogle år kommer en ny udligningsreform, der tilgodeser kommuner som Vordingborg. 

- At håbe på, at der falder en krukke med guld ned fra himlen, er ikke forsvarlig økonomisk politik, siger Martin Graff Jørgensen og fortsætter: 

- Der er en risiko for, at der også kommer ting, som ikke går Vordingborgs vej,  og så har vi store huller i kassen, og hvad går vi så? 

Protest mod uansvarlighed

 Marie Lenstrup har også været med til forhandlingerne: 

- I SF har vi store ambitioner for fremtidens kommunale velfærd; for de unge, de ældre, det grønne og meget mere. Derfor vil vi ikke være med til at love guld og grønne skove i år for næste år at pudse fogeden på borgerne, siger hun og fortsætter: 

- SF er et økonomisk ansvarligt parti. Vi er ikke et protestparti, men vi protesterer mod uansvarligheden i det forslag, der p.t. er på bordet.

SF oplyser, at partiet vil lave deres eget budgetforslag til kommunalbestyrelsesmødet 7. oktober, hvor de andre partiers budgetforlig skal vedtages. Her vil SF vise, lyder det, at det er muligt både at være økonomisk ansvarlig og investere i kommunen.  

Modsat SF så bliver Socialdemokratiet ifølge Sjællandskes oplyser til gengæld en del af budgetforliget. 

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...