Publikum kan se frem til en debataften om ytringsfrihed og censur, når Hillerød Bibliotek onsdag 8. oktober åbner dørene for et oplæg med Nina Palesa Bonde fra Tænketanken Justitia og forstander for Grundtvigs Højskole Tobias Bornakke Bramsen.
De to oplægsholdere vil med eksempler fra Danmark og Europa give indblik i de mekanismer, der udfordrer ytringsfriheden, og stille skarpt på, hvilke konsekvenser indskrænkninger kan have på samfundet. Tobias Bornakke Bramsen vil blandt andet sætte fokus på de måder, vi i dag håndterer uenighed.
- Kampen for ytringsfrihed ændrer sig hele tiden, men kampen for frit at kunne ytre os slutter aldrig. I vores tid virker vi særligt til at have mistet evnen til at turde være i rum med dem vi er uenige med, forklarer forstander for Grundtvigs Højskole Tobias Bornakke Bramsen i en pressemeddelelse.
Aftenen begynder klokken 17.00 med oplægget, der er en optakt til visning af dokumentarfilmen 'The Librarians'. Filmen følger amerikanske bibliotekarer, som kæmper for retten til fri adgang til viden, på trods af bogforbud og lovgivning om udvalgte bøger. Blandt andet rejser filmen tilbage til 2021 i Texas, hvor den såkaldte Krause-liste indeholdt 850 titler om race og LGBTQIA+ og udløste debat om, hvilke bøger der måtte være på bibliotekernes hylder.
Efter filmvisningen inviterer Hillerød Bibliotek til debat, hvor publikum kan stille spørgsmål til Nina Palesa Bonde og Tobias Bornakke Bramsen.
- Jeg glæder mig virkelig meget til at høre Nina og Tobias fortælle om ytringsfrihed. Nina er lidt af et ikon, når det handler om kampen for reel ytringsfrihed i Danmark. Som dommer er hendes fokus skarpt juridisk og folkeretligt, og ikke moralsk. På den ene side kan det godt virke lidt provokerende, på den anden side er det dejligt med en klar saglighed i debatten, siger litteraturformidler Ulla Stangerup i pressemedelelsen.
Arrangementet er en del af den årlige kampagne #ForbudteBøger, som skal skabe debat om censur, ytringsfrihed og demokrati. Bag kampagnen står Dansk Pen, som er en del af PEN International, der arbejder for at fremme bøger globalt og forsvare ytringsfriheden for skribenter.