Børnene i Egedal-skovbørnehaven Tungegården lærer ikke kun om naturen. De er en del af den hver eneste dag, og nu er indsatsen blevet anerkendt med "Det Grønne Flag", som uddeles af Friluftsrådet til dagtilbud, der arbejder målrettet med natur, udeliv og miljø.
Det Grønne Flag gives gennem programmet Grønne Spirer, der er en mærkningsordning for dagtilbud med fokus på natur, bæredygtighed og udeliv. Mærkningen dokumenterer, at institutionen lever op til en række faglige kriterier inden for naturpædagogik.
I Skovbørnehaven Tungegården, der ligger i Sperrestrup Skov ved Ølstykke, har naturen gennem mange år været omdrejningspunktet for børnenes hverdag.
Her dyrker børnene planter fra frø til høst, bygger insekthoteller og foderstationer, undersøger fuglelivet og følger sommerfuglelarvers udvikling. Gennem leg, eksperimenter og oplevelser i det fri får de indsigt i naturen og lærer, hvorfor det er vigtigt at passe på den.
Høj kvalitet
Borgmester Birgitte Neergaard-Kofod (C) glæder sig over anerkendelsen.
- Jeg er glad for, at vi i Egedal kan tilbyde børn og forældre forskellige typer af børnehuse, blandt andet en skovbørnehave. Tungegården har høj kvalitet i det pædagogiske arbejde og et skarpt fokus på, at børnene oplever naturen. Det Grønne Flag er en fortjent anerkendelse af medarbejdernes indsats, siger hun.
Ifølge Egedal Kommune er natur, udeliv, bæredygtighed og naturdannelse centrale elementer i Tungegårdens pædagogiske arbejde. Naturen bruges aktivt til at styrke både børnenes læring, trivsel, fællesskaber og personlige udvikling.