Regeringen udskyder milliarder til pyrolyse på ubestemt tid

Den tidligere klimaminister Lars Aagaard (tv) og den tidligere landbrugsminister Jacob Jensen (th) spreder her biokul ved en åbning af en fabrik i 2024. (Arkivfoto).

Den tidligere klimaminister Lars Aagaard (tv) og den tidligere landbrugsminister Jacob Jensen (th) spreder her biokul ved en åbning af en fabrik i 2024. (Arkivfoto).

Foto: Claus Bjoern Larsen/Ritzau Scanpix

En central løsning i Folketingets plan for landbrugets grønne omstilling møder nu bump på vejen.

Regeringen har besluttet at udskyde en støtteplan på i alt 10 milliarder kroner til klimateknologien pyrolyse på ubestemt tid.

Det skriver Jyllands-Posten.

Oprindeligt skulle et udbud have ansøgningsfrist i 2027, men det er teknologien og markedet ikke klar til.

- Udbuddet er udskudt, indtil barrierer for en mulig opskalering af pyrolyseteknologien kan være håndteret forud for puljens åbning, skriver ministeriet til avisen.

Udskydelsen skyldes flere forhold. Dels er der uklarhed om de miljø- og sundhedsmæssige konsekvenser af teknologien, og dels er markedet ikke klar endnu til at handle på støtten.

Pyrolyse er en gammel teknologi, hvor et organisk materiale varmes op med høje temperaturer, så det forkuller.

Som klimateknologi kan fremgangsmetoden bruges til at opvarme organisk affald fra landbruget, så det ender som såkaldt biokul, der kan lagre drivhusgassen fra materiale, der ellers ville have afgasset drivhusgas i det åbne.

Det har skiftende regeringer og Folketinget set et lys i, fordi det kan hjælpe med at reducere landbrugets udledning af drivhusgas.

Derfor har både en landbrugsreform fra 2021 og den grønne trepart afsat midler til teknologien.

Jyllands-Posten har dog på det seneste afdækket, hvordan naboer til et pyrolyseanlæg i den nordjyske by Smidstrup mener, at de er blevet syge af anlæggets produktion af biokul.

De har oplevet symptomer som næseblod, blister i munden, røde plamager på huden og hovedpine, skriver avisen.

Forskere har dog ikke kunne understøtte en sammenhæng mellem værket og borgernes gener.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skriver til avisen, at der skal være klarhed over miljøpåvirkningen fra produktionen, inden støtten kan udmøntes.

Dertil kommer, at markedet endnu ikke er modent nok.

Der er ikke sket den ventede udbygning af pyrolyseanlæg endnu, som ville berettige et udbud på 10 milliarder støttekroner.

Derfor udskydes udbuddet nu på ubestemt tid, indtil teknologien er mere klar til opskalering.

RITZAU

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...