En 31-årig Uber-chauffør anmeldte natten til søndag, at han var blevet udsat for vold i forbindelse en kørsel fra Østerbro til Virum. Det skriver Nordsjællands Politi i sin døgnrapport.
Ved ankomsten nægtede passageren at betale for turen. Desuden nægtede han at forlade taxaen.
Herefter blev chaufføren tildelt flere spark og knytnæveslag på venstre øje, ligesom han blev udsat for kvælning i brydergreb, så han ikke kunne trække vejret.
Passageren, en 19-årig mand, blev anholdt på stedet kort efter politiets ankomst og sigtet for vold mod chaufføren. Han havde drukket tæt og også røget cannabis.
Overfaldet blev set af en nabo i Virum, som bekræftede forløbet, som taxachaufføren beskrev. Taxachaufføren blev sendt til hospitalet for at få dokumenteret skaderne, skriver politiet i døgnrapporten.