Bål og snobrød, småkravl og blomster, leg og fællesskab. Det er nogle af ingredienserne, når børn i alderen syv til 12 år mødes en gang om ugen i Red Barnets Naturklub i Høje Taastrup.
Nu er der mulighed for som frivillig også at blive en del af klubben, der har et særligt fokus på natur og udeliv. Klubben består af omkring 20 børn, 10 klubfrivillige og to klubledere, og der er brug for yderligere en god håndfuld klubfrivillige og en klubleder.
Det fortæller Jesper Bagger Sørensen, der er forperson i Red Barnets lokalforening Vestegnen, som har etableret Naturklubben i Gadehavegård i Høje Taastrup i samarbejde med kvarterets boligsociale sekretariat.
– Naturklubben er allerede blevet meget populær, og da vi lægger stor vægt på altid at være frivillige nok, så vi altid kan sikre nærvær med det enkelte barn og tryghed for forældrene, har vi brug for flere frivillige til at drive og udvikle Naturklubben, siger Jesper Bagger Sørensen.
Han forklarer, at man som frivillig kan være med til at give børnene i Gadehavegård et vigtigt åndehul i hverdagen, og at frivillige vil blive sluset godt ind i lokalforeningen og klædt på til opgaven. Som frivillig deltager man for eksempel i et naturkursus, som Red Barnet står for, skriver Red Barnet i en pressemeddelelse.
– Man behøver ikke være spejder eller jægersoldat med stor erfaring inden for friluftsliv for at melde sig. Det vigtigste er, at du har lyst til at arbejde med børnene ude i naturen samt ikke mindst blive en del af et positivt og udviklende fællesskab sammen med andre frivillige i Red Barnet, siger Jesper Bagger Sørensen.
Børnene mødes en gang om ugen sammen med Red Barnets frivillige, der kommer på skift, så det passer med, at der er cirka en voksen til to-tre børn. En gang om måneden er der også en familiedag, hvor børnenes forældre og søskende inviteres med. For nylig var familier og frivillige for eksempel i Knuthenborg Safaripark.
Hvis du er interesseret i at høre mere om at blive frivillig, kan du læse mere på www.redbarnet.dk/vaer-med/ eller kontakte Naturklubber@redbarnet.dk.