Sigtet: 31-årig truede sig til to biler med vold - ramte bil på motorvej

En 31-årig mand er sigtet for en længere række forbrydelser begået i weekenden.

Politiet havde fat i den 31-årige flere gange i weekenden, inden han mandag fremstilles i grundlovsforhør.

Politiet havde fat i den 31-årige flere gange i weekenden, inden han mandag fremstilles i grundlovsforhør.

Foto: Lars Sandager Ramlow (arkiv)

En 31-årig mand fra Skælskør er mandag formiddag fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Næstved, efter han blev anholdt og sigtet for en lang række lovovertrædelser lørdag og søndag.

Af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis døgnrapport fremgår det, at det hele startede, da manden sent lørdag aften begik indbrud på en adresse i Skælskør. Her stjal han et betalingskort, som han forsøgte at betale med i et nærliggende supermarked.

Den 31-årige mand blev løsladt efter at være blevet afhørt natten til søndag, men samme morgen var han på færde igen.

Stjålne biler og en trafikulykke

Blot tre timer efter sin løsladelse stjal manden ifølge politiet et elløbehjul fra en adresse i Slagelse.

Få timer senere modtog politiet en anmeldelse fra VestsjællandsCentret om, at en bilist var blevet slået og truet til at udlevere sin bil til den 31-årige, som stak af i den stjålne bil.

Den 31-årige forulykkede lidt senere i den stjålne bil på Vestmotorvejen, da han ramte en anden bil, fremgår det af politikredsens rapport for weekenden.

Politiet oplyser, at en trafikant standsede for at hjælpe, men at også denne blev overfaldet og fik stjålet sin bil.

Politiet anholdt den 31-årige på hans bopæl i Skælskør, og han blev sigtet for indbrud, røveriforsøg, ulovlig tvang, vold og brugstyveri.

Nægter

Ved grundlovsforhøret erkendte den 31-årige mand at have været til stede og erkender delvist tyveri. Han nægter sig dog skyldig i ulovlig tvang, vold og røveriforsøg.

Det fortæller Chris Martinsen, der var mødende anklager ved grundlovsforhøret.

- Han nægtede sig skyldig og ønskede derudover ikke at afgive forklaring. Han er blevet varetægtsfængslet i fire uger, fortæller Chris Martinsen til Sjællandske.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...